
Sorø Kommune skal betale 300.000 kroner i erstatning til en pige og hendes familie. Foto: Colourbox
Sorø Kommune betaler erstatning til pige efter sag om idrætslærers seksuelle krænkelser
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Sorø Kommune skal betale 300.000 kroner i erstatning til en pige og hendes familie. Erstatningen gives efter en sag, hvor en tidligere idrætslærer har krænket flere piger og har haft samleje med pigen, der dengang var 13 år gammel. Det skriver TV2 Øst.
– Forliget betyder, at man fra kommunen og skolens side anerkender sit ansvar i den her sag. Vi er glade og tilfredse over, at sagen slutter på den her måde uden at skulle igennem en lang og opslidende retssag, siger familiens advokat, Emil Kiørboe fra Ehmer Pramming Advokater, til TV2 Øst.
Idrætslæreren blev først dømt i byretten i Næstved til seks års fængsel for voldtægt af den mindreårige. Men i landsretten blev han efterfølgende frifundet for den anklage og i stedet dømt for samleje med den 13-årige pige. Han blev samtidig kendt skyldig i flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse, forsøg på besiddelse af børneporno og vidnetrusler. Han blev idømt to års fængsel.
Efter retssagen blev kommunen stævnet af den mindreårige piges familie for brud på menneskerettighederne, fordi kommunen ikke havde grebet ind som myndighed overfor idrætslæreren, efter der var flere tegn på, at noget var galt.
Kommunen fastholdt ellers, at de ikke kunne have grebet ind, men efter flere beviser er kommet frem, har kommunen nu ændret standpunkt og indgået et forlig.
Siden idrætslæreren blev dømt, har sagen haft national opmærksomhed, fordi læreren blev frifundet for voldtægt.
Den 1. marts i år trådte en række nye regler i kraft om overgreb mod børn. Blandt andet er loven nu sådan, at hvis en voksen over 22 år har samleje med et barn mellem 12 og 15 år, vil der altid være tale om voldtægt, med en strafferamme på 12 års fængsel.