
Billede af den brændende taske ved Helsingør Rådhus. Foto: Benedikte Kiær/Facebook
Helsingør skærper sikkerheden efter brand på rådhus
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Der skal fremover være mere kontrol med, hvem der får adgang til rådhuset, når der er byrådsmøder i Helsingør. Det sker, efter mandagens byrådsmøde udviklede sig dramatisk, da en påsat brand på rådhuset betød, at byrådet måtte evakueres. Det skriver sn.dk.
– Vi bliver nødt til at lave om på det, så man ikke kan gå direkte ind fra gaden, uden vi har styr på, hvem der kommer ind, og hvem der kommer ud. Der bliver et bestemt tidsrum, hvor der er adgang, og hvor vi har en vagt, som kan sikre bygningen, så hvis du møder op med en stor sportstaske og en pakke tændstikker, så kan du ikke komme ind, siger borgmester Benedikte Kiær (K) til sn.dk.
Det var omkring klokken 17.15 mandag, at byrådsmødet i Helsingør blev afbrudt, da der blev smidt en antændt sportstaske med flere flasker brandbar væske i ind i rådhusets foyer. Efterfølgende blev alle evakueret, og flere politikere blev også kørt på sygehuset og tilset. Ingen kom dog noget til.
En 46-årig kvinde blev efter episoden anholdt og sigtet for brandstiftelse efter straffelovens paragraf 180. Hun blev dog siden løsladt og renset for mistanke ifølge Helsingør Dagblad, som også kan berette, at en 61-årig mand uden fast bopæl har meldt sig til politiet og er blevet sigtet i sagen.