
Bilerne får fortsat lov til at køre 90 km i timen på Helsingørmotorvejen. Foto: Colourbox
Gentofte får nej til at sænke hastighed på motorvej
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Gentofte Kommune får ikke lov til at sænke hastigheden på Helsingørmotorvejen fra de nuværende 90 kilometer i timen til 60. Det skriver TV 2 Lorry ovenpå Vejdirektoratets afgørelse.
Kommunen ville gerne reducere støjgenerne for de omkring 3.200 husstande, der ligger tæt på motorvejen. Det har været muligt siden nytår, hvor en ny hastighedsbekendtgørelse trådte i kraft og for første gang åbnede for, at støjniveau kan være en begrundelse for at sænke hastigheden.
Borgmester Michael Fenger (K) vurderer, at støjen ville kunne nedsættes med helt op til 4,5 decibel med en hastighedsnedsættelse. Han forstår ikke, at kommunen ikke får lov.
– Jeg synes egentlig, at det er helt uforståeligt. Når der nu er lavet en ny bekendtgørelse for at kunne nedsætte hastigheden på grund af støj, og det ikke bliver accepteret i dette tilfælde, så er det svært at se, hvornår den så skal tages i brug, siger han til TV 2 Lorry.
Kommunen vil nu fortsætte med at arbejde for at få nedbragt støjniveauet via støjværn og nye teknologier, fortæller borgmesteren.
Hastighedsnedsættelsen ville have betydet, at det ville tage cirka 1,5 minut længere at passere de 6,5 km af Helsingørmotorvejen, der ligger i Gentofte Kommune.