
Katrine Rohde (V) blev nyvalgt ved KV21 med 762 personlige stemmer, efter hun blev opfordret til at stille op af Ulrik Wilbek (V). Foto: Flemming Jeppesen, Fokus / Viborg Kommune
Hvis jeg ikke var det før, er jeg nu klar over, at det er en af de vanskeligste opgaver
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Selvom det politiske engagement hos Katrine Rohde (V) ikke har været en kort affære, lå det alligevel ikke helt i kortene, at hun nu skulle side i byrådet i Viborg.
Det startede tilbage i 2001, hvor hun blev engageret i Kræftens Bekæmpelse, som hun i dag sidder som formand for lokalforeningen i Viborg. Frivilligheden i Kræftens Bekæmpelse og engagementet i forældrebestyrelser, da børnene kom i dagtilbud, var med til at starte den politiske karriere.
Hun var i tidernes morgen medlem af Venstres Ungdom, men endte med at melde sig ind i Radikale Venstre, som hun også stillede op for ved kommunalvalget i 2017. Katrine Rohde blev ikke valgt ind og meldte sig ud af Radikale Venstre i 2021.
Ikke lang tid efter udmeldelsen spurgte borgmester i Viborg, Ulrik Wilbek (V), om ikke Katrine Rohde ville stille op til kommunalvalget for Venstre. Den politiske dør, der var ved at smække i, var det måske ikke helt alligevel.
– Det tog mig meget lang tid at lukke den dør efter valget i 2017, men det tog kun ganske kort tid at åbne den igen, siger Katrine Rohde.
Fra Byrådet
På Danske Kommuner er vi optaget af at give kommunalpolitikerne en stemme. Derfor har vi serien ”Fra Byrådet”. Her fortæller politikerne om det, der optager dem lige nu, og sætter ord på arbejdsvilkårene som politiker.
Kan ikke lade være
Politik har længe været en del af Katrine Rohdes liv, og hun har gjort mange overvejelser, om det er det, så meget af hendes tid skal gå med.
– Med ethvert valg følger der et fravalg, og med politik holder man aldrig helt fri, fordi politikken er der altid, siger hun.
Men politikken kan hun ikke helt slippe, når det kommer til stykket.
– Jeg kan ikke lade være. Jeg brænder for det, og jeg brænder for den måde at arbejde på.
Med 762 og tiende flest stemmer i Viborg ved kommunalvalget i 2021, endte Katrine Rohde som nyvalgt byrådsmedlem og formand for børne- og ungdomsudvalget. Et udvalg hvis opgave ikke er helt uvant for hende.
– Det har været helt vildt hektisk, men det bunder også i, at jeg kommer direkte ind som udvalgsformand, og det er selvfølgelig fordi, det er der, jeg har kæmpet og er kendt for at kæmpe børnenes sag i mere end ti år på den anden side af bordet, hvor jeg har været engageret i forældrebestyrelser, siger Katrine Rohde.
Jeg har spurgt mig selv mange gange, hvordan min tilgang ville have været. Det giver mig en anden selvindsigt. Jeg forstår borgerne, men det ændrer ikke på, at hver enkelt skole har færre penge at drive skole for
Man skaber utryghed
Katrine Rohde er blevet formand for et udvalg med en helt fastformuleret opgave fra budgetaftalen. Kvaliteten af folkeskolen skal sikres ved at reducere antallet af klasser. Udvalget har sendt forslaget afsted, hvor 25 skoledistrikter skal blive til 16, fordi der sidder for få elever i for mange klasser.
– Hvis jeg ikke var det før, er jeg nu klar over, at det er en af de vanskeligste opgaver at finde en løsning på i forhold til samspillet med borgerne. Man skaber utryghed ved at kigge på skolestruktur. Men det er også politik at træffe de svære beslutninger, siger hun.
Fra 2017 til 2028 mister Viborg i omegnen af 1.700 elever på grund af faldende børnetal. Med et bloktilskud fra staten på 60.000 kroner per elev, er det en væsentlig nedgang i budgettet til kommunens folkeskole, der kommer til at have en mindre pose penge at gøre godt med.
– Vi skal kommunikere ud til borgerne, at det ikke er penge, vi tager fra skolerne og fører over i kommunekassen, men at det simpelthen er penge, der ikke tilgår skolerne fra staten længere. Og det er svært, siger Katrine Rohde.
Parallelt med den svære opgave at kommunikere opgaven ud til borgerne, er skoleområdet også noget, der vækker følelser i folk. Det vil utvivlsomt få konsekvenser for nogle, hvis børn vil få længere til skole, men Katrine Rohde er optaget af det mål, udvalget har med opgaven.
– Det er ikke fordi, det er specielt rart, men jeg er optaget af det, der sker bag murstenene, og det folkeskolen skal levere til børnene frem for, hvor mange mursten vi har, siger hun.
Og netop bag murstenene ligger det, som Katrine Rohde i mange år selv har været med til at præge gennem forældrebestyrelser. Med den kasket i bagagen får hun en mulighed for at sætte sig i forældrenes sted, når udvalget er til dialogmøder med flere hundrede borgere, hvor hun engang selv ville have siddet som repræsentant for mange forældre, og hvor hun også kunne have siddet i dag.
– Jeg har spurgt mig selv mange gange, hvordan min tilgang ville have været. Det giver mig en anden selvindsigt. Jeg forstår borgerne, men det ændrer ikke på, at hver enkelt skole har færre penge at drive skole for, siger Katrine Rohde.
Mange små optimeringer - ikke få store
Det er ikke første gang Viborg Kommune skal ændre på folkeskolen. Tilbage efter kommunalreformen, var Søren Pape Poulsen (K) udvalgsformand og kom i vælten, fordi skolelukninger stod for døren. Kommunen stod ligesom nu i en situation med et faldende elevtal.
Katrine Rohde er heller ikke bleg for at sige, at skolelukninger er noget, hun godt kunne se for sig, selvom det ikke er populært.
– Jeg mener, det er rimelig og ansvarligt at kunne diskutere, om en skole kan blive for lille. Det er min personlige holdning, og den har jeg luftet. Når vi skal finde små optimeringer mange steder, frem for større optimeringer få steder, skaber det utrygheder i hele kommunen, siger hun.
Den ide nåede dog ikke langt i udvalget, selvom hun er af den opfattelse, at ikke alle skoler er økonomisk bæredygtige nok til, at man bør holde kunstigt liv i dem.
Katrine Fusager Rohde (V)
Digitaliseringskonsulent
Uddannet fra Københavns Erhvervsakademi
Formand for Viborg Lokalforening i Kræftens Bekæmpelse
762 personlige stemmer ved KV21
– Der går sognerådspolitik i den, fordi man er bange for sit valgområde. Det er frustrerende, for man bliver nødt til at blive i helikopteren. Det er et kæmpemæssigt ansvar, og det er det område, vi bruger flest penge på, siger Katrine Rohde.
Når opgaven er landet
Den nye skolestruktur fyldet det meste af Katrine Rohdes byrådsarbejde for tiden. Men andet fylder også for hende. Efter forslaget blev sendt afsted, har der været mange reaktioner af forskellig art, men når målet er nået, vil hun gerne se på, hvad man kan gøre bedre for de børn, der går rundt inde bag murstenene.
– Når vi har landet den her opgave, vil jeg gerne arbejde med det indholdsmæssige i folkeskolen. Jeg vil blandt andet godt kigge på forebyggelse og tidlig opsporing. Vi ved godt et stykke hen ad vejen, hvilke børn, der kan få det svært Vi skal finde ud af, hvordan vi kan give de børn en lettere hverdag, hvor de har lyst til at stå op og være en del af fællesskabet, siger Katrine Rohde.