
Der skal ikke længere stå 'han' og 'hun' i Egedal Byråds forretningsorden. Foto: Egedal Kommune
Egedal Byråd vil have kønsneutral forretningsorden
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
’Han’ og ’hun’ skal være fortid i Egedal Byråds forretningsorden. Byrådet besluttede på sidste møde at sende et udkast til en ny forretningsorden til andenbehandling i økonomiudvalget.
I forbindelse med konstitueringen af det nye byråd, blev administrationen opmærksom på, at i den nuværende forretningsorden tiltales borgmesteren og de resterende byrådsmedlemmer med et kønsspecifikt pronomen. Derudover bliver byrådet omtalt som en kommunalbestyrelse.
Begge dele skal være fortid.
Referencer til borgmesteren og byrådsmedlemmerne skal være kønsneutrale og betegnelsen ’Kommunalbestyrelse’ skal rettes til ’Byråd’.
Derudover skal det også skrives ind, at når man tiltaler andre byrådsmedlemmer, skal det være med fornavn og efternavn. Det var alle ikke tilfredse med på byrådsmødet, skriver sn.dk. Ole Hovøre foreslog i stedet, at man tiltales med det navn, der står på kommunens hjemmeside.
– Ellers kan jeg ikke kalde Lars Winther (L) for Lars Winther, for hans efternavn er Andersen, og Karsten Søndergaard (V) hedder Nielsen, sagde Ole Hovøre ifølge avisen.