
Tilsynet har nu taget stilling til tidligere byrådsmedlem Lars Ejbys (S) habilitet. Foto: Peter Leth-Larsen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Konen var kommunal chef: Byrådsmedlem var inhabil i tre perioder
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Sager, som er behandlet af økonomiudvalget i Fredericia i perioderne oktober-december 2014, januar 2019-februar 2020 samt april-juli 2020, skal nu vurderes på ny.
Det står klart, efter det kommunale tilsyn under Ankestyrelsen har fastslået, at økonomiudvalgsmedlem Lars Ejby (S) var inhabil grundet sit ægteskab med Kirsten Blæhr, der var chef for kommunens familieafdeling og dermed såkaldt tjenestegrenschef. Lars Ejby deltog ikke i behandling af sager fra netop familieområdet, men det ændrer altså ikke ved inhabiliteten ifølge tilsynet.
I perioderne, hvor Lars Ejby ifølge tilsynet var inhabil, var Kirsten Blæhr ”den umiddelbart ansvarlige for ledelsen af forvaltningsområdet Familie og Børnesundhed og således fungerede som tjenestegrenschef”, konkluderer tilsynet.
– Vi lægger vægt på, at Kirsten Blæhr som familiechef/koncernchef for Familie og Børnesundhed har refereret direkte til kommunaldirektøren i disse perioder, og at der i disse perioder ikke har været udpeget en fagdirektør, skriver tilsynet i udtalelsen.
Af Fredericias koncernmodel fremgår det også, at fagchefer har det faglige og ledelsesmæssige ansvar for koncern- og stabsområderne. Kommunen bør undersøge, om Lars Ejby i perioderne har været specielt inhabil. Det skal i den sammenhæng vurderes, om sager skal sendes til fornyet politisk behandling.
Af egen drift
Tilsynet gik selv ind i sagen efter en artikel i Fredericia Dagblad 4. maj, hvor det fremgik, at både Fredericia Kommunes jurister og KL’s jurister vurderede, at Lars Ejby ikke havde været inhabil. Disse vurderinger tilsidesætter tilsynet.
Det var Venstre, der i sin tid rejste spørgsmålet om habiliteten i forbindelse med borgmestersagen. Dengang trak Lars Ejby sig fra byrådet, mens også Kirsten Blæhr fratrådte sin stilling.
Fredericia Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at kommunen tager Ankestyrelsens vurdering til efterretning.
– Nu starter Fredericia Kommune arbejdet med at kigge på, hvilke sager som eventuelt kan være berørt af Lars Ejbys inhabilitet, og hvilke konsekvenser det har. Det forventes, at byrådet på næste ordinære byrådsmøde skal tage stilling til besvarelse af Ankestyrelsens henvendelse, oplyser kommunen.