
Anders Blæsbjerg Baun kommer med ledelseserfaring fra Favrskov. Foto: Syddjurs Kommune
Favrskov-chef bliver ny direktør i Syddjurs
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Favrskov Kommune skal på jagt efter en ny arbejdsmarkedschef. Den nuværende, Anders Blæsbjerg Baun, tiltræder den 1. august som direktør for sundhed og dannelse i Syddjurs Kommune.
Det oplyser Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
Direktørrekrutteringen kommer i kølvandet på, at byrådet i februar besluttede at udvide direktionen fra tre til fire direktører. Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Anders Blæsbjerg Baun, og borgmester Michael Stegger (S) glæder sig til samarbejdet.
- I ansættelsesudvalget har vi været helt enige om at pege på Anders Blæsbjerg Baun som vores nye direktør for sundhed og dannelse. Ansættelsen er et udtryk for byrådets anerkendelse af de udfordringer og forandringer, som både sundheds- og ældreområdet og skoler og dagtilbud står over for. I Anders har vi fundet en både en kompetent og inddragende leder, som kan stå i spidsen for forandringerne på de to store områder. Det er jeg meget tilfreds med.
40-årige Anders Blæsbjerg Baun har været arbejdsmarkedschef i Favrskov Kommune siden 2016. Han er cand.scient.pol. og har desuden en master i offentlig ledelse. Privat er han gift, far til tre og bosiddende i Søften.