
Langeland Kommune kan ikke få lov til at forlænge konstitueringerne af tre skoleledere. Foto: Landeland Kommune
Langeland kan ikke forlænge konstitueringer og må ansætte tre skoleledere
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Tre skolelederstillinger i Langeland Kommune, der i dag er besat ved konstitueringer, skal besættes hurtigst muligt. Det er ikke muligt at forlænge konstitueringerne, indtil kommunen har afklaret, hvad der skal ske med stillingerne. Det fremgår af økonomiudvalgets dagsorden.
I oktober 2021 opsagde den første skoleleder sin stilling, og siden har to mere forladt deres poster. I forbindelse med de ledige stillinger, har kommunen overvejet, om skolestrukturen skal ændres, eller om der skal indføres delt ledelse på nogle af folkeskolerne. Muligheder der kan ende i at en eller flere af de tre skolelederstillinger skal nedlægges.
Men kommunen kan ikke få lov til at forlænge konstitueringerne. Det skyldes, at det for ansættelser i kommuner gælder, at konstitueringer i vakante stillinger ikke må ske udover fire måneder, og de adskiller sig derfor fra konstitueringer ved fravær.
Indtil der er truffet politisk beslutning om fremtiden for skolestrukturen, er administrationen og de tre skolebestyrelser nødsaget til at starte en ansættelsesproces og få besat stillingerne hurtigst muligt. En situation der ikke er helt optimal, lyder det fra formanden for børne- og skoleudvalget, Søren Ramsing (R).
– Der er ikke så meget at gøre ved det. Vi må forholde os til det, men det havde været rart at være klar over det tidligere fra administrationens side. Jeg havde forstået det sådan, at vi godt kunne (fortsætte med konstituerede ledere, red.). Men nu er det sådan, det er, og så må vi få tingene til at køre bedst muligt, siger han til Fyns Amts Avis.