
Jesper Nielsen bliver ikke sigtet i sag om nøgenbilleder. Foto: Nyborg Kommune
Byrådsmedlem bliver ikke sigtet i sag om nøgenbilleder
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Fyns Politi vurderer, at tidligere byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Nyborg, Jesper Nielsen, og leder af Nyborgs Ungdomsskoles musicaltalentskole ikke skal sigtes for at forsøge at købe nøgenbilleder af en 17-årig pige. Det skriver TV2 Fyn.
– Jeg kan ikke sige så meget, men vi har vurderet, at i de oplysninger vi har haft i sagen, er der ikke begået noget strafbart, og vi har derfor standset efterforskningen, fortæller advokaturchef Heidi Colbæk, til TV 2 Fyn.
Jesper Nielsen skrev i april til en 17-årig pige, og spurgte, om hun var interesseret i at modtage penge for at sende nøgenbilleder til ham.
Kort tid efter sagen kom frem i Ekstra Bladet, trak Jesper Nielsen sig fra byrådet. Han blev samtidig ekskluderet fra den socialdemokratiske byrådsgruppe.
– Den socialdemokratiske gruppe har onsdag morgen fået kendskab til sagens karakter i forbindelse med Ekstra Bladets historie. Byrådsgruppen har meddelt, at der ikke længere er tillid til Jesper Nielsen, og derfor er parterne blevet enige om, at Jesper Nielsen trækker sig med øjeblikkelig virkning. Den socialdemokratiske byrådsgruppe tager kraftigt afstand fra Jesper Nielsens handlinger, lød det i en pressemeddelelse.