
Både Annemarie Zacho-Broe og Jacob Bjerregaard slipper for tiltale. Foto: Peter Leth-Larsen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Ingen straffesag mod tidligere borgmester og tidligere kommunaldirektør i Fredericia
tekst Thomas Kokholm Nielsen, tkn@kl.dk
Statsadvokaten i Viborg har netop truffet afgørelse om, at det ikke under en straffesag kan bevises, at Fredericias tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) og tidligere kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe har gjort sig skyldige i grove eller oftere gentagne forsømmelser eller tilsidesættelse af deres pligter.
– Samtidigt er efterforskningen mod den tidligere borgmester vedrørende et køb af en byggegrund med videre standset, fordi der ikke er grundlag for at fortsætte den, da der ikke er fremkommet beviser for strafbart forhold, ligesom det må antages, at forholdene er forældede, skriver Sydøstjyllands Politi.
Det er en omfattende efterforskning, der ligger til grund for dagens afgørelser. Sydøstjyllands Politi har foretaget afhøring af cirka 35 vidner, herunder flere medlemmer af økonomiudvalget i Fredericia Kommune. Den tidligere borgmester og den tidligere kommunaldirektør, der begge har været sigtede under efterforskningen, er ligeledes afhørt.
Der er også blandt andet fra Fredericia Kommune sikret en række bilag til sagen, og sikret korrespondance i form af e-mails og sms-beskeder, ligesom der som led i efterforskningen er foretaget ransagning af de sigtedes bopæle og elektroniske medier.
I grundlaget for afgørelserne indgår også oplysningerne fra Fredericia Kommunes anmeldelse, herunder særligt oplysninger fra Horten Advokatfirmas undersøgelse af sagerne.
– På baggrund af Sydøstjyllands Politis ovenstående efterforskning er der imidlertid ikke fundet sådanne sikre beviser, at der er grundlag for en tiltale. Det betyder, at en række af de oplysninger, der har været fremme b.la. i medier, ikke har kunnet bekræftes i forbindelse med den politimæssige efterforskning, herunder i afhøringerne af en lang række centrale vidner, skriver Sydøstjyllands Politi.
Intet bevis for intim relation
Sydøstjyllands Politi modtog i januar 2021 anmeldelse fra en borger om muligt strafbart forhold. Den 12. marts 2021 modtog Sydøstjyllands Politi ligeledes en anmeldelse fra Fredericia Kommune, efter Ekstra Bladet havde beskrevet sagen. Kommunens anmeldelse blev fulgt op af en advokatundersøgelse, udarbejdet af advokatfirmaet Horten.
I forbindelse med sagen har politiet undersøgt rygterne om, at der har været en intim relation mellem daværende borgmester Jacob Bjerregaard (S) og tidligere kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe, der skulle have ført til strafbar inhabilitet og grov tilsidesættelse af deres pligter.
Det mener anklagemyndigheden ikke kan bevises.
– I forhold til mistanken om en intim og inhabilitetsskabende relation mellem de sigtede, så er afgørelsen udtryk for, at der ved gennemgangen af sagens oplysninger ikke er fundet bevis for, at der har været en sådan relation mellem de sigtede, at dette har medført inhabilitet, eller at de herigennem har pådraget sig et straffeansvar, oplyser chefanklager Michael Møller Hansen, fra Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen og uddyber:
– Afgørelsen er også udtryk for, at der ved håndteringen af rygterne om et intimt forhold, ikke samlet set er fundet bevismæssigt grundlag for at antage, at der er begået et strafbart forhold.
Sagen har også omhandlet den tidligere borgmesters køb af en byggegrund, og at han i den forbindelse skulle have misbrugt sin stilling som borgmester til at sikre sig ejendommen. Der er ikke oplysninger i sagen, som peger på, at behandlingen af salget skulle være sket ud fra usaglige hensyn eller i øvrigt skete til andet end markedsprisen eller sædvanlige vilkår.
– Det må derimod lægges til grund, at Fredericia Kommune har fulgt sin egen praksis ved mundtlige bud, og at den tidligere borgmester ikke foretog sig andet end at afgive et mundtligt bud på den byggegrund, som han ønskede at erhverve, oplyser anklagemyndigheden.