
Folketinget har vedtaget en ny lov, der giver mulighed for at optage et lån med statsgaranti til boligkøb i landdistrikterne. Kilde: Erhvervsministeriet
Nu vil Folketinget give hjælp til boligkøb i landdistrikterne
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Det skal ikke være postnummeret, der afgør, om man kan købe bolig. Sådan lyder ambitionen bag en ny lov, der giver mulighed for at optage et lån med statsgaranti til boligkøb i landdistrikter. Det skal gøre kreditinstitutterne mere tilbøjelige til at låne ud i tilfælde, hvor de ikke gør det i dag på grund af boligens placering.
– I dag er en kæmpe sejr for de danskere, der gerne vil bo i vores skønne landdistrikter. Med loven sikrer vi, at det ikke er postnummeret, der afgør, om man kan få et lån eller ej, og vi styrker dermed sammenhængskraften i Danmark. Det er jeg utrolig stolt af. Det har været en mærkesag for mig, så jeg håber, at de, der har oplevet udfordringer med afslag på grund af postnummeret, vil få gavn af statsgarantien. Danmark er for lille et land til store forskelle, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en pressemeddelelse.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, roser modellen for at tage livtag med skævvridningen på boligmarkedet og mener også, at det kan medvirke til at holde hånden under boligmarkedet i urolige tider fremadrettet.
– Det her er en udfordring, vi som samfund alt for længe har kigget ind i. Mens boligmarkedet i de store byer har buldret derudad, har områder længst væk fra centerbyerne lidt under den modsatte tendens. Man kan sætte nok så meget ind for at vende den udvikling, men indsatsen vil være spildt, når der er tale om, at geografiske områder helt strukturelt er udelukket fra boligmarkedet. Derfor er den nye model en gamechanger for boligmarkedet i landdistrikterne og for de forudsætninger, vi har for at drive udviklingen frem i hele landet, siger Steffen Damsgaard i en pressemeddelelse.
De første danskere kan optage lån med statsgaranti fra den 1. juli.
Fakta
Med modellen bliver det muligt, hvis lånet ikke kan ydes på sædvanlige vilkår, at få en statsgaranti på den del af boliglånet, der ligger mellem 60 og 90 pct. af boligens værdi for ejerboliger, der har en handelspris under 10.000 kr. pr. kvm., hvis boligen ligger i et postnummer med en gennemsnitlig handelspris under 8.000 kr. pr. kvm., eller har en handelspris under 8.000 kr. pr. kvm.
Eksempelvis vil en familie, der gerne vil låne penge af kreditinstituttet til en ejerbolig på 130 kvadratmeter til 1 mio. kr. kunne få et lån med statsgaranti på en del af boliglånet, hvis kreditinstituttet vurderer, det er nødvendigt med en statsgaranti for at yde lånet. Her vil staten kunne garantere 90 pct. af belåningen i spændet 60-90 pct., dvs. 270.000 kr. Kreditinstitutterne skal bære 10 pct. af risikoen i forhold til det enkelte lån. For både låntager og kreditinstitut vil der være en lille merbetaling ift. et lån uden statsgaranti. Det sikrer, at statsgarantien kun bruges i de tilfælde, hvor der ikke kan lånes på almindelige vilkår.
Modellen er blevet til i dialog med den finansielle sektor.
Kilde: Erhvervsministeriet