
Tidligere Ishøj-borgmester Ole Bjørstorp har meldt sig ind i Moderaterne. Pressefoto
Eksborgmester melder sig ind i Moderaterne
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Det er en fascineret Ole Bjørstorp, der nu har meldt sig ind i sit tredje politiske parti.
Efter næsten 20 år som socialdemokratisk borgmester i Ishøj forlod han sidste år partiet til fordel for Ishøj-Listen efter voldsomme interne uroligheder. Nu er den tidligere borgmester, der umiddelbart efter valget overlod sin plads i byrådet til en partifælle, faldet for det nyeste parti i Danmark, Moderaterne, der er stiftet af tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Det fortæller han til TV 2 Lorry.
– Det er et politisk projekt, der bryder nogle grænser ned. Det skal ikke bare handle om rød og blå blok. Det skal handle om samarbejdet på tværs, siger han til tv-stationen.
Grundlovsdag deltog han i partiets stiftende generalforsamling i Vejle, hvor han mærkede en helt anden måde at anskue politik på.
Selv om han egentlig havde erklæret, at han i en alder af 75 var færdig med politik, udelukker han nu ikke at stille op til Folketinget for Moderaterne.