
Søren S. Kjær. Pressefoto
Dømt kommunaldirektør vil ikke anke dom
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Landsretten skal ikke tage stilling til tidligere kommunaldirektør i Sorø Søren S. Kjærs sag. Den tidligere kommunaldirektør i Sorø har nemlig besluttet ikke at anke sagen, efter han i byretten i Næstved i slutningen af marts blev idømt 40 dages betinget fængsel og samfundstjeneste for bedrageri. Det skriver sn.dk.
En sag, der tog sin begyndelse, da DR i efteråret kunne afsløre uregelmæssigheder og private indkøb på kommunens regning efter en gennemgang af kommunaldirektørens brug af kommunale kreditkort.
Søren S. Kjær opsagde selv sit job som kommunaldirektør i august, men blev siden politianmeldt. Anklagemyndigheden endte efterfølgende med at rejse tiltale, og Søren S. Kjær blev i marts dømt for at have brugt kommunens betalingskort til koncertbilletter og en privat middag i USA. Udgifter for i alt omkring 6.700 kroner.
Efter dommen lød det, at Søren S. Kjærs forsvarsadvokat Anders Németh ville anke dommen, men Søren S. Kjær og hans forsvarsadvokat har altså nu valgt ikke at gøre mere i sagen.