
Olfert Krog har forladt Dansk Folkeparti, og dermed er partiet helt ude af byrådet i Esbjerg. Foto: Esbjerg Kommune
DF ude af Esbjerg Byråd
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Går man tilbage til kommunalvalget 2017, fik Dansk Folkeparti valgt hele tre medlemmer af Esbjerg Byråd. Partiets generelle vælgermæssige deroute slog dog også igennem i Esbjerg ved valget sidste år, hvor Olfert Krog som den eneste blev valgt.
Men nu er også han fortid i Dansk Folkeparti, siger han til JydskeVestkysten.
Ifølge Olfert Krog er det kun gået en vej, siden Morten Messerschmidt blev formand: Seks folketingsmedlemmer har forladt partiet, Arbejdstilsynet har konstateret, at det dårlige arbejdsmiljø i partiets sekretariat på Christiansborg muligvis er et brud på loven, og senest er der balladen om eks-formand Kristian Thulesen Dahls afbud til partiets valgfest efter folkeafstemningen forleden.
– Det sidste er bare hovedet på sømmet - sagen om det elendige arbejdsmiljø for partiets medarbejdere har jeg simpelthen ikke kunnet forlige mig med. Man skal ikke blive syg af at gå på arbejde, hverken i et parti, der kæmper for de svage i samfundet, eller andre steder, siger han til avisen.
Senest har også Kristoffer Hjort Storm, ældrerådmand i Aalborg, valgt at forlade partiet.