
Thomas Rysgaard Christensen har været administrerende direktør i den periode, hvor man gennemførte monopolbruddet og sendte it-systemer til milliarder i udbud. Foto: KOMBIT
KOMBITs administrerende direktør stopper
tekst Thomas Kokholm, tkn@kl.dk
Thomas Rysgaard Christiansen forlader stillingen som KOMBITs administrerende direktør den 1. oktober.
KOMBITs CIO, direktør for strategi og ledelse, Peter Lykke Egelund overtager jobbet fra 1. august 2022, og frem til bestyrelsen vælger en ny administrerende direktør.
Thomas Rysgaard Christiansen har siden 2015 været administrerende direktør i KOMBIT, hvor bestyrelsen den gang havde særligt fokus på at finde en ny mand på posten, som havde et indgående kendskab til KOMBITs forretning – herunder KOMBITs arbejde med at vriste sig fri af det monopol, som KMD ifølge salgsaftalen havde på en lang række af kommunernes store samfundskritiske it-systemer.
– Vi er nu kommet dertil på rejsen med KOMBIT, hvor alle kernedele i monopolbruddet er ude at køre og taget i brug, og der udbetales adskillige milliarder hver måned gennem de nye systemer. Jeg er meget stolt af det aftryk, jeg, sammen med min dygtige organisation, har været med til at sætte på kommunernes og Danmarks digitaliseringsrejse, siger Thomas Rysgaard Christiansen i en pressemeddelelse.
I dag administrerer KOMBIT, som er ejet af KL, flere end 30 fælleskommunale it-systemer. Monopolbruddet er gennemført med undtagelse af valgsystemet, hvor et nyt forventes klar til det næste kommunalvalg i 2025.
Nye mål og strategi
KOMBIT fik ny bestyrelse den 31. maj 2022, og organisationen er i gang med at udfærdige en ny strategi for videreudvikling, genudbud og ikke mindst kommunal værdioptimering af den fælleskommunale infrastruktur samt de mange it-systemer, som KOMBIT forvalter for landets kommuner.
– Det har været en helt fantastisk rejse, og det er med stor ambivalens, at jeg har taget den personlige beslutning, at jeg ikke skal med videre. KOMBIT er heldigvis i virkelig gode hænder – ekstremt dygtige medarbejdere, en faglig stærk ledelse, og Peter Lykke Egelund skal nok sørge for, at organisationen ikke taber fart og bibeholder den kontinuitet, som KOMBIT har behov for i arbejdet for KL og kommunerne frem til bestyrelsen vælger en ny administrerende direktør, siger Thomas Rysgaard Christiansen.