
Rudersdal Kommune håber, at borgerne kan komme med nye bud på, hvordan rekrutteringsudfordringerne kan løses. Foto: Colourbox
Rudersdal søger hjælp hos borgerne i nyt udvalg, der skal sikre hænder til velfærd
tekst Gitte Johansen, gij@kl.dk
I Rudersdal Kommune kan de også mærke manglen på arbejdskraft. Navnlig på daginstitutionsområdet og på social- og ældreområdet mangler kommunen kompetente medarbejdere. Derfor har kommunalbestyrelsen nedsat et midlertidigt opgaveudvalg, hvor syv politikere sammen med syv eksterne medlemmer, skal arbejde med rekruttering og fastholdelse de næste fire år.
– Personaleudfordringer løses typisk gennem økonomiudvalget, men med et §17, stk. 4- udvalg kan vi arbejde på en anden måde. Vi kan tage civilsamfundet, eksperter og organisationer med ind i udvalgsarbejdet og få et andet blik på, hvilke nye veje vi kan gå, når vi skal håndtere den her udfordring, siger Birgitte Schjerning Povlsen (K), der er formand for det nye udvalg.
Efter en appel tidligere på året modtog Rudersdal Kommune i alt 19 ansøgninger fra borgere, som havde lyst til frivilligt at bidrage med deres faglig indsigt i det nye udvalg. Ud af de 19 ansøgninger har kommunen udvalgt syv medlemmer med forskellige faglige kompetencer, der spænder fra 40 års erfaring med HR til ti års erfaring som hjemmesygeplejerske.
Birgitte Schjerning Povlsen håber, at medlemmerne udefra kan komme med alternative løsninger, som kan tiltrække nogle af de efterspurgte hænder.
– Vi står overfor en kæmpe udfordring, som hører til i kategorien af vilde problemer, der ikke kan løses ved et snuptag. Det handler om vores uddannelsesinstitutioner, demografi, udenlandsk arbejdskraft, trivsel, sygefravær og ledelse. Det er stort, og det bliver spændende, hvordan vi får taget hul på det, siger hun.
Netop fordi problematikken er så omfattende, satser den nye formand på et tæt samarbejde mellem de 29 kommuner i hovedstadsområdet.
– Vi uddanner for få sosu’er, pædagoger og sygeplejersker i hovedstadsområdet. Samtidig ser Københavnsområdet ind i en fremtid, hvor vi bliver 72.000 flere ældre frem mod 2045. Det er en voldsom stigning, og det nytter ikke noget at de enkelte kommuner bare skruer på lønnen. Det vil kun virke kortvarigt. Vi bliver nødt til at samarbejde, siger Birgitte Schjerning Povlsen.
Hun håber samtidig, at det kan lykkedes at få flere fra lokalområdet til at få øjnene op for velfærdsuddannelserne.
– De fleste i Rudersdal går i gymnasiet og får en længerevarende uddannelse, men der er jo stadigvæk en nogle, som ikke gør. Tænk hvis vi kunne gribe flere af vores egne unge og få åbnet deres øjne for velfærdsuddannelserne. Måske skal vi tænke alternativt og tilbyde de unge på velfærdsuddannelserne en egnet studiebolig i vores almene boliger, forslår hun.
Lige nu forsøger kommunerne at stjæle de samme medarbejdere fra hinanden. Vi har brug for langvarige løsninger, hvor et mere fleksibelt arbejdsmarked får lokket nye kræfter i spil.
Et mere fleksibelt arbejdsmarked
En af de syv udvalgte eksterne medlemmer er Charlotte Balle, der er udviklingskonsulent for et senior vikarprojekt hos Altid Vikar og tidligere har været kommunikationschef i SKI.
– Jeg vil gerne bidrage til, at vi kan bevare velfærdsløsningerne i Rudersdal, og det kan vi jo kun, hvis vi har medarbejdere nok til at hjælpe med de velfærdsopgaver, der kommer. Lige nu er der en konkurrence, hvor kommunerne forsøger at stjæle de samme medarbejdere fra hinanden. Det er en gordisk knude, fordi der er for lidt arbejdskraft. Vi har brug for mere langvarige løsninger, hvor et mere fleksibelt arbejdsmarked får lokket nye kræfter i spil, og hvor vi samtidig lykkes med at fastholde de medarbejdere, vi får ind, siger Charlotte Balle.
Et af de områder, som Charlotte Balle har stor erfaring med, er rekruttering af seniorer. Som udviklingskonsulent hos Altid Vikar har hun været med til at udvikle et senior-vikarprojekt. Her er det lykkes at rekruttere 100 seniorvikarer på 55 +, der kan træde til i daginstitutioner, plejehjem, bosteder m.m. på det meste af Midt- og Nordsjælland.
– Man taler meget om det grå guld, men der er ikke rigtig nogen, som har gjort noget ved det endnu, fordi seniorer ikke passer ind i de kasser, som det normale arbejdsmarked tilbyder. Hvis man skal tiltrække seniorer, skal man tilbyde en høj grad af fleksibilitet. Seniorer, der skal tage en ekstra tørn, vil arbejde på deres egne præmisser. De vil selv bestemme, hvornår de vil arbejde, og hvor meget de vil arbejde, siger hun.
Og så skal seniorerne og studerende ikke nødvendigvis ansættes i kommunen. Der skal tænkes mere i et samarbejde med private aktører, lyder det fra Charlotte Balle.
– Jeg vil gerne udfordre politikerne til at bryde med vanetænkningen og åbne blikket for alle de muligheder, som findes på arbejdsmarkedet. Fastholdelse af både faste og løstansatte medarbejdere er et vigtigt element i rekrutteringen, og her kan de private virksomheder spille ind med nye og mere fleksible ansættelsesmuligheder, siger hun.