
Foto: Colourbox
Sygefravær for børn og personale i daginstitutionerne stiger stadig
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Udfordringer med fravær hos personalet i dagtilbud ser i denne uge ud til at være på samme høje niveau som i sidste uge. Ny undersøgelse fra KL viser, at i 17 procent af landets dagtilbud er mere end hver tredje pædagog eller medhjælper ikke på arbejde. På landsplan er fraværet blandt personalet på 23 procent, fordi de var hjemsendt til test, isolation som nærkontakt, sygdom eller lignende.
Til sammenligning var tallet i sidste uge 21 procent. 74 kommuner har svaret på KL’s undersøgelse.
Undersøgelsen viser også, at børnene fortsat har et højt sygefravær. Antallet af fremmødte børn i dagtilbud mellem den 24.-26. januar var 70 procent af det samlede antal indmeldte børn på tværs af dagtilbud. I sidste uge var tallet 71 procent.
Situationen kan føre til nødlukning
Situationen kan føre til, at kommunerne må nødlukke eller begrænse åbningstider i de daginstitutioner, der er hårdest ramt.
Det fik pædagogernes organisation BUPL til tidligere på ugen at efterspørge klare rammer fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) for, hvornår kommunerne kan nødlukke institutioner. BUPL’s formand Elisa Rimpler kritiserede endvidere, at krisekommunikationen fra ministeriet ikke var klar nok.
I et skriftligt svar til pædagogernes fagblad Børn&Unge, svarer børne- og undervisningsministeren, at kommuner ikke skal frygte sanktioner fra regeringen, hvis de lukker en institution på grund af akut højt fravær: ”Ingen kan naturligvis forpligtes til det umulige, og derfor kan der – som ministeriet også har oplyst kommunerne om – være helt ekstraordinære situationer, hvor kommunen ved, at alle muligheder for at finde ekstra personale er udtømte, og hvor kommunen kan bryde pasningsgarantien, uden at det får økonomiske konsekvenser,” lyder det i et skriftligt svar, som Børn&Unge refererer.
Ifølge formand i Børne- og Kulturchefforeningen Henning Bach Christensen, der er direktør i Rudersdal Kommune, giver regeringens udmelding kommunerne mulighed for at agere hurtigt i de fleste situationer. Han understreger, at han generelt oplever en stærk dialog mellem institutionsledere og forvaltninger.
– I forhold til Christiansborg er det afgørende for os som forvaltninger, at vi får nogle tydelige retningslinjer, vi kan reagere på. Og udmeldingen om force majeure er tydelig, siger han til Børn&Unge.
Han henviser til, at forvaltningsloven giver kommunerne mulighed for lokalt at træffe en beslutning om at lukke en daginstitution eller en skole med videre med henvisning til force majeure. tkn@kl.dk