Formandsposter til borgmestrene og direktørskift: Her er ugens navnenyt
tekst Anna Törnqvist Jensen
Den forgangne uge har både budt på navnenyt i det allerøverste kommunale ledelseslag, ligesom landets fem Kommunekontaktråd har holdt konstituerende møder og sat navne på formænd og næstformænd. Dette ugentlige overblik over de vigtigste kommunale navnenyheder starter i Vordingborg, som har sat navn på kommunens kommende kommunaldirektør.
Den 1. marts starter 54-årige Kristina Sloth som kommunaldirektør i den sydsjællandske kommune. Hun kommer fra en stilling som vicekommunaldirektør i Lejre og afløser Lau Svendsen-Tune, som ved årsskiftet forlod Vordingborg til fordel for et job som administrerende direktør i fagforeningen DM. Læs mere om Vordingborgs nye kommunaldirektør her.
I Middelfart har økonomiudvalget til gengæld besluttet, at samarbejdet med kommunaldirektør Willy Feddersen skal ophøre. Begrundelsen lyder, at udvalget ønsker en anden profil til den fremadrettede ledelse af kommunen.
I det nordjyske får Frederikshavn en ny tværfaglig direktør i Lone Becker Kjærgaard, som stopper som social- og sundhedsdirektør i Holstebro. Dermed kommer hun tættere på sit hjem i Lønstrup. Lone Becker Kjærgaard nåede at være direktør i Holstebro i to år og fire måneder.
Aarhus Universitet må til gengæld vinke farvel til Nikolaj Harbjerg, der stopper som administrationschef ved det sundhedsvidenskabelige fakultet til fordel for en stilling som ny økonomi- og administrationschef i magistratsafdelingen for børn og unge i Aarhus Kommune. Her skal Nikolaj Harbjerg stå i spidsen for fem kontorer.
Thomas Nyborg konstitueres fra 1. marts til 1. maj som centerchef for teknik, miljø og drift i Sorø, og Rebild har været i Syddjurs for at hente kommunens nye økonomichef Thor Stig Davidsen, som forlader en stilling som afdelingsleder for budget og analyse i Syddjurs til fordel for at blive Rebild Kommunes nye økonomichef.
Nye KKR-ansigter og en formandspost til borgmesteren
Samtlige af landets fem Kommunekontaktråd, KKR, har nu holdt konstituerende møder og dermed også besluttet, hvem der skal være henholdsvis formænd og næstformænd i denne valgperiode. I KKR Hovedstaden fortsætter Albertslunds borgmester Steen Christiansen (S) som formand, mens Karsten Längerich, der er borgmester i Allerød, er ny næstformand. I KKR Sjælland overtager Vordingborgs borgmester Mikael Smed (S) formandsposten, mens Greve-borgmester Pernille Beckmann (V) er næstformand, og i KKR Syddanmark er Johannes Lundsfryd (S), der er borgmester i Middelfart, den nye formand. Her er Assens’ borgmester Søren Steen Andersen (V) valgt som næstformand.
Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S) overtager formandsposten i KKR Nordjylland. Han tager over efter Hjørring-borgmester Arne Boelt (S), som ikke gensikrede sig borgmesterposten ved valget i november, mens Mogens Gade (V) fra Jammerbugt er næstformand. Endelig fortsætter KKR Midtjyllands formand Torben Hansen (S), borgmester i Randers, mens ny næstformand er Ib Boye Lauritsen (V), der har borgmesterposten i Ikast-Brande.
I Frederikshavn er det også blevet til en formandspost til borgmester Birgit Hansen (S). Hun er nemlig ny formand for Business Region North Denmark, der er en politisk samarbejdsplatform, som består af 11 nordjyske kommuner og Region Nordjylland.
Endelig har ugen ikke budt på helt så mange skift på den politiske scene, som en del måske havde forudset efter formandsvalget i Dansk Folkeparti søndag. Her løb Morten Messerschmidt med sejren, og allerede dagen derpå blev det for meget for Dansk Folkepartis enlige medlem af kommunalbestyrelsen i Holbæk, John Harpøth, som tog konsekvensen og meldte sig ud af DF for i stedet at starte sit eget parti. Mens flere af partiets profiler både lokalt og nationalt har meldt ud, at de i disse uger overvejer fremtiden, har de på partikontoret armene i vejret over, at over 2.500 personer foreløbig har meldt sig ind i Dansk Folkeparti siden formandsvalget. antj@kl.dk