
Christian Harsløf (tv.), direktør i KL, og sektorformand i FOA, Torben Klitmøller Hollmann (th.). Pressefoto
KL kalder nyt initiativ for ”noget bras”, mens FOA glæder sig over, at pårørende har et nyt sted at klage
tekst Mads Brandsen
Hvis man som pårørende er bekymret over plejen af et familiemedlem, kan man nu kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed via en ny digital løsning, der er blevet lanceret under sloganet ”tryg ældrepleje”.
Løsningen kommer blot få uger efter, at statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale talte om at fjerne alle regler på ældreområdet.
– Alt for meget tid går med proces, bureaukrati, kontrol og skemaer, sagde statsministeren blandt andet.
Det bemærkede direktør i KL Christian Harsløf, der har ansvaret for blandt andet ældreområdet, og derfor kalder han den nye ordning for ”noget bras”.
– Det er noget bras, fordi det afslører, at man politisk sender et signal, men at systemet nedenunder gør noget helt andet. Når borgerne henvender sig, vil styrelsen kigge på sagen og i mange tilfælde henvende sig til kommunen. Her sættes et kæmpe arbejde i gang med redegørelser, journaler og en masse medarbejdere. Altså mere bureaukrati, siger Christian Harsløf.
Frustrerede pårørende
Det er sektorformand på social- og sundhedsområdet i FOA Torben Klitmøller Hollmann helt uenig i. Han mener, der er brug for en ekstra indgang.
– Når pårørende er frustrerede, er det mine medlemmer, der naturligt håndterer det. Noget kan vi ikke gøre noget ved, andet kræver ledelsens indblanding. Men på bundlinjen står bare, at mange borgere ikke oplever, at problemerne løses, og så står social- og sundhedspersonalet med de pårørende igen. Jeg tror, det her kan afhjælpe nogle af de frustrationer, siger han.
Det lyder, som om du ser det her initiativ som en form for ventil?
– Det er det, men det er også et kvalitetstjek af kommunerne. Det har vi forvejen med de tre andre tilsyn, men det her er mere målrettet. Det er ikke noget, der skaber unødig dokumentation og flere tilsyn fra styrelsen.
Det må da alt andet lige give mere dokumentation – og vel også flere tilsyn. Ellers er der da ikke meget ved det?
– Man har altid skullet dokumentere. Det skaber ikke mere dokumentation end tidligere, når styrelsen kommer på besøg, siger Torben Klitmøller Hollmann.
Den køber Christian Harsløf ikke.
– Det eneste, der er garanti for, er, at denne ordning giver mere bureaukrati. Styrelsen kan vælge at lave et ekstraordinært tilsyn, men den kan også henvise sagen til kommunen. Selv om det ’bare’ er det sidste, fører det alligevel til mere dokumentation for en sikkerheds skyld.
Omvendt er dokumentation vel en nødvendighed?
– Ja, og der skal selvfølgelig også være tilsyn med ældreområdet. Dem har vi tre af allerede. Og det er vigtigt at sige, at konflikter løses bedst i dialog med medarbejderne i med-systemet. Der er ikke megen dialog over styrelsens nye initiativ, for det giver kun den ene side af historien, siger Christian Harsløf.
Hos FOA frygter Torben Klitmøller Hollmann ikke, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil lægge personalet ned som følge af stribevis af ekstraordinære tilsyn.
– Meget af det her handler om følelser, og det kan styrelsen jo ikke tage sig af. Men de fører statistik med det, og derfor får vi en indikation af, hvor problemerne er. Vi skal selvfølgelig ikke dokumentere os halvt ihjel, men vi skal kunne tåle, at nogen kigger os over skulderen.
Løser det her de grundlæggende udfordringer i ældreplejen?
– Nej, det er da ikke nogen optimal løsning. Vi vil gerne have tilliden tilbage, og vi vil gerne nøjes med at dokumentere der, hvor det er fagligt rigtigt at dokumentere og ikke der, hvor man dokumenterer for at beskytte sig selv. Det er bare slet ikke der, vi er endnu. Desværre. Men styrelsens nye mulighed for at indberette er en af vejene derhen, siger Torben Klitmøller Hollmann. mdbr@kl.dk