Genvalgt KKR-formand: Rekruttering af velfærdspersonale bliver hovedstadsområdets store udfordring
tekst Thomas Kokholm Nielsen
De 29 kommuner i KKR Hovedstaden har afholdt konstituerende møde, og her blev der valgt formand og næstformand for KKR og udpeget politikere til en lang række regionale bestyrelser og råd på blandt andet erhvervs-, uddannelses- og sundhedsområdet.
Den ny- og genvalgte formand for KKR Hovedstaden Steen Christiansen (S), borgmester i Albertslund Kommune, peger på nogle af de områder, der kommer til at kræve tæt samarbejde.
– Jeg er glad for opbakningen til at fortsætte som formand for KKR Hovedstaden. Vi har opbygget et godt og tæt samarbejde mellem hovedstadskommunerne de senere år. Det får vi brug for at fortsætte. Udfordringer som for eksempel, at vi kan rekruttere de velfærdsprofessionelle, som vi har brug for, at vi har de pladser og tilbud på det specialiserede socialområde, som vi har brug for samt de voksende udfordringer fra klimaforandringer, kræver fælles løsninger. Det arbejde glæder jeg mig til, at vi kommer videre med sammen, siger han.
Karsten Längerich (V), borgmester i Allerød Kommune, er blevet valgt som ny næstformand.
– KKR-samarbejdet fylder mere og mere i kommunerne, fordi nye opgaver kræver mere samarbejde på tværs. Og dialogen med Region Hovedstaden og andre aktører er afgørende for kommunerne. Jeg ser særligt frem til at løfte opgaven med at få gennemført vigtige fælles prioriteter i forhold til infrastruktur og etableringen af nye sundhedsklynger, siger den nye næstformand.
KKR Hovedstaden består af de 29 borgmestre og yderligere 29 medlemmer fra kommunalbestyrelserne i hovedstadskommunerne, så KKR Hovedstaden afspejler valgresultatet ved KV21. tkn@kl.dk