
Foto: Colourbox
Efter historisk svær proces: Kommunernes budgetter rammer plet
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Danmarks Statistik har i dag offentliggjort kommunernes budgetter for 2022. Tallene bekræfter billedet fra den foreløbige budgetindberetning i efteråret til Indenrigs- og Boligministeriet, og viser, at kommunerne endnu engang overholder de økonomiske rammer, som blev aftalt med regeringen i foråret.
– Det er ingen hemmelighed, at det var en kamp at komme i mål med budgetterne for 2022. Og derfor fortjener kommunerne også ros for i fællesskab at være landet så flot og præcist inden for de rammer, vi har aftalt med regeringen, siger KL’s formand Jacob Bundsgaard (S) og fortsætter:
– Presset på budgetlægningen er jo især udtryk for store, kommunalpolitiske ambitioner på borgernes vegne, og det er et godt fælles udgangspunkt for den videre drøftelse, vi skal have om en ny budgetproces. Det er vigtigt, når vi lægger budgetterne, at vi har blik for de forskelligheder, der er mellem kommunerne, men samtidig også har blik for, at vi alle har behov. Den politiske drøftelse fik vi skudt rigtig godt i gang på KØF2022, og vi ser frem til at fortsætte drøftelserne de kommende måneder frem mod en ny model.
Kommunerne budgetter i 2022 med udgifter til blandt andet ældrepleje, skoler, dagtilbud og udsatte børn og voksne på 275,6 milliarder kroner. Det er en stigning på to milliarder kroner i forhold til budgettet for 2021. Det er især udgifterne på ældreområdet, der stiger som følge af den demografiske udvikling, hvor flere ældre har brug for pleje- og sundhedsydelser i kommunerne. Samtidig stiger også udgifterne til det specialiserede socialområde.
– Kommunernes budgetter for 2022 bekræfter det billede, vi også havde med til forhandlingsbordet i foråret med regeringen; vi lever heldigvis længere, men med alderen vil vi blive mere pleje- og behandlingskrævende, blandt andet fordi vi bliver mere udsatte for kronisk og anden langvarig sygdom. Samtidig stiger udgifterne på det specialiserede socialområde markant og lægger et voldsomt pres på kommunernes budgetter, når vi skal kunne give udsatte borgere den hjælp og omsorg, de har brug for, siger KL’s næstformand Martin Damm (V).
Kommunernes udgifter til anlæg i budget 2022 udgør 19,8 milliarder kroner. Igen i år udgør veje og skoler de største poster i budgettet. antj@kl.dk