
Foto: Colourbox
Ansat lækkede følsomme oplysninger: Nu har hun endegyldigt tabt sagen
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Torsdag er der faldet dom i en sag, der kan få stor principiel betydning for offentligt ansattes tavshedspligt og grænserne for denne.
Sagens hovedperson er Bitten Vivi Jensen, der som daværende ansat i rehabiliteteringsteamet i Frederiksberg Kommune brød tavshedspligten, da hun gav en pose med oplysninger om 89 borgere til en journalist på Dagbladet Information. Dermed overtrådte hun tavshedspligten, har Retten på Frederiksberg, Østre Landsret og nu også Højesteret fastslået.
Straffen lyder på 10 dagbøder på hver 500 kroner.
Det var utilfredshed med en række afgørelser, der fik Bitten Vivi Jensen til at gå til pressen. Som offentligt ansat har man ret til at ytre sig, hvilket Højesteret anerkender, men retten vægter det samtidig mod hensynet til den tillid, der må være mellem borgere og forvaltning. Den led skade, vurderer retten.
”På den baggrund finder Højesteret, at Bitten Vivi Jensens ønske om at få afdækket Frederiksberg Kommunes sagsbehandling på rehabiliteringsområdet ikke berettigede til den krænkelse, som hendes videregivelse af særdeles følsomme personoplysninger om 89 borgere til journalisten indebar”, hedder det i dommen.
Bitten Vivi Jensen siger til TV 2 Lorry, at nederlaget var forventet, og hun er ked af det på vegne af de borgere, hun prøver at hjælpe.
– Det er en sorgens dag for de sårbare og udstødte, og det er en sorgens dag for de offentligt ansatte. Dommen viser, at de offentligt ansatte ikke kan sige noget som helst, for så får de kærligheden at føle og bliver fyret, siger hun.
Bitten Vivi Jensen stillede op til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg i november, men hendes liste, der bar hendes navn, var med 374 stemmer milevidt fra at komme ind. mdbr@kl.dk