Politikerne skal passe på ikke at skabe forventningskriser
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Hvad er udsigten til, at kommunernes og Folketingets virkeligheder kommer tættere på hinanden, og hvad er konsekvensen, hvis de ikke gør?
Det var rammen for en debat på Kommunaløkonomisk Forum 2022 i dag torsdag. Tidligt i debatten blev ordet tillidskrise nævnt.
Birgit Hansen (S), borgmester i Frederikshavn, kom først med et eksempel, hvor samspillet mellem kommunerne og Christiansborg spillede. Det gjaldt i forhold til el-ladestandere og infrastrukturen til elbiler.
Det modsatte mente hun gjorde sig gældende, da kommunerne skulle indføre et nyt affaldssorteringssystem. Her var Christiansborg ikke i sync med virkeligheden, og de havde ikke forhørt sig ude i kommunerne, om det rent faktisk var muligt at nå tidsfristen, mente hun.
Og så efterspørger hun fokus på borgerne.
– Jeg synes ikke vi bruger al vores tid på at slås med hinanden, men jeg synes, at vi i vores selvfedhed og selvforståelse af hvor vigtig folketinget er og hvor vigtig kommunalbestyrelsen er, egentlig glemmer at tale med vores ansatte og borgere, sagde hun.
Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør, erklærede sig til dels enig i en tillidskrise, men med vægt på tilliden fra borgerne. Hun mente det var problematisk at Folketinget ofte dunker kommunerne i hovedet, når der har været problematiske sager i medierne. Det går ud over forholdet til borgerne.
– Når borgerne oplever, hvordan folketinget står og banker på kommunerne, så begynder de at miste tilliden til kommunerne, medarbejderne og politikerne. Vi mærker et ekstra tryk her ude i kommunerne, hvor vi på en lang række områder har et godt samarbejde, og borgerne har tillid, sagde hun.
Ansvarskrisen
Noah Redington, politisk kommentator, tog skridtet videre og introducerede en helt anden slags krise. Han tog udgangspunkt i det forslag, som statsminister Mette Frederiksen (S) lancerede i nytårstalen, der går ud på at frisætte alle kommuner fra love og regler.
– Det grundlæggende problem er, at man på Christiansborg ikke tager ansvar. Så det er mere en ansvarskrise, end det er en tillidskrise. Der er masser af tillid på Christiansborg, for ellers ville statsministeren ikke sige til alle landets kommuner: Gør hvad I vil. Det ville man ikke gøre, hvis man ikke havde tillid til, at der kommer noget godt ud af det, sagde han og fortsatte:
– Til åbningstalen 2020 havde statsministeren en vild ide. Hun ville have de her syv frikommuneforsøg til at gælde hele landet. De har ikke engang kørt i et år, og så mener man, at man er i stand til at konkludere, at alle kommunerne skal være frikommuner. Det er da definitionen på ansvarsforflygtigelse, mente Noah Redington.
Fra den politiske kommentator lød det også, at man ikke kan bruge al den frihed til noget. Der er ifølge ham nødt til at være regler, men samtidig også opbakning fra Folketinget, hvis tingene skulle brænde på.
Bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad (S) var ikke enig i den udlægning.
– Folkeskolereformen var det modsatte af det, Noah beskriver. Man besluttede noget oppefra som skulle være alle steder, og det er der også nogle udfordringer med, har det vist sig, sagde han.
Derimod mener han, at der er gode eksempler på, at øget frihed til kommunerne fører noget godt med sig. Han fortalte om, hvordan man i Holbæk, der har fået frihed på skoleområdet, har oplevet et stort engagement i udviklingen af den lokale skole.
– Der er noget perspektiv i at sige, at hvis vi prøver at lade nogle skoler prøve ting af, og samtidig sørge for, at kommunerne har økonomi til det, så kan man skabe nogle nye ting, som man ikke har opdaget før, lød det fra Kaare Dybvad.
Forventningskrisen
Ulrik Kjær, kommunalforsker ved Syddansk Universitet, trumfede herefter de to tidligere kriser og erklærede en forventningskrise.
Han nævnte minimumsnormeringer som eksempel.
– Så kan forældre nu gå rundt med en forventning om, at fra de afleverer deres barn, til de henter det igen, er der selvfølgelig altid kun tre børn per voksen. Der er ingen syge, og ingen er på kursus, sagde han.
Hans andet eksempel gik på den kommende afbureaukratisering.
– Man skaber en forventning hos borgerne om, at fremover er der ikke nogen skriftlighed, og der er ikke nogen møder i den offentlige sektor. De er alle ude og holde deres varme hænder i hånden på nogle borgere, sagde han.
Han pointerede, at det er ligegyldigt, hvem der tager teten for problemerne, for man er i samme båd, når borgerne alligevel ikke kan se forskel. Og så indskød han med forventningskrisens mulige fremtid.
– Det helt uhyggelige er, at mens der er for mange gamle og for få hænder, er man med en ny ældrelov i gang med at skabe forventninger om, at det nok skal blive løst, og at det selvfølgelig ikke kommer til at gå udover ældreplejen. Men det kan det jo godt gå hen at gøre, sagde Ulrik Kjær.
Det med de farlige forventningskrise kunne Helsingørs borgmester nikke genkendende til.
– Borgerne kommer allerede med forespørgsler om, hvorfor der ikke er det antal pædagoger i de enkelte daginstitutioner, så man lever op til minimumsnormeringerne. Det er allerede begyndt. Det med at pege på forventningerne og udfordringerne der, det er hovedet på sømmet, og det bliver bare værre og værre, sagde Benedikte Kiær. marp@kl.dk
