
Foto: Casper Dalhoff
Eks-rådmand bliver museumsformand
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Tidligere byrådsmedlem og tidligere rådmand for Venstre i Aarhus, Laura Hay Uggla, bliver ny formand for kunstmuseet Aros’ bestyrelse.
Det oplyser Aros i en pressemeddelelse.
44-årige Laura Hay Uggla har været medlem af bestyrelsen siden 2014 – året efter hun forlod byrådet efter 10 år. Senest har hun stået i spidsen for det ansættelsesudvalg, der udpegede Rebeacca Matthews som ny direktør for museet fra årsskiftet efter, at Erland Høyersten stoppede sidste år.
Det skete efter afsløringer af problemer med ledelseskulturen, herunder beskyldninger om sexisme og grænseløs adfærd fra Erland Høyerstens side, som medarbejderne fortalte bestyrelsen om i et anonymt brev.
Udover Laura Hay er også tidligere kulturrådmand i Aarhus Marc Perera Christensen (K) indtrådt i bestyrelsen som menigt medlem.
Laura Hay arbejder i dag som professionelt bestyrelsesmedlem og sidder blandt andet i bestyrelsen for Grenaa Havn og Godsbanen i Aarhus. mdbr@kl.dk