Staten beholder omstridt center på Langeland
tekst Mads Brandsen
Der kommer ikke et til salg-skilt op på hovedgården Holmegaard på det sydlige Langeland.
Her ville regeringen have placeret et udrejsecenter, men droppede planerne efter massive lokale protester. Fremover skal centret fungere som en ”buffer” til fremtidige asylansøgere i Danmark.
Det oplyser Udlændingestyrelsen til Jyllands-Posten, der samtidig kunne overbringe Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) nyheden. Det ærgrer ham, at ministeriet ikke havde informeret ham – og så ærgrer regeringens beslutning ham også.
– Det er et stort bygningskompleks, som jeg gerne havde set, at staten havde lavet noget aktivitet med eller havde solgt til private, der ville gøre et eller andet ved det, siger han til avisen.
Lokale aktører havde planer om at købe Holmegaard, men det bliver der altså ikke noget af. mdbr@kl.dk