Regionsråd afviser rådmands ønske om at flytte møderne
tekst Mads Brandsen
Forretningsudvalget i Region Nordjylland kommer ikke til at flytte sine 22 møder i 2022 for at tilgodese det nyvalgte regionsrådsmedlem og rådmand i Aalborg Kristoffer Hjort Storm (DF).
Det skriver TV 2 Nord.
Det står klart efter et møde mandag, hvor forretningsudvalget besluttede at holde fast i at mødes mandag klokken 9. Kristoffer Hjort Storm så gerne, at møderne blev rykket til klokken 13, da Aalborgs økonomiudvalg også mødes mandage klokken 9.
Nyvalgt regionsrådsformand Mads Duedahl (V) ærgrer sig over ikke at kunne imødekomme ønsket fra Kristoffer Hjort Storm.
– På mødet stod det klart, at mange af de andre medlemmer i forretningsudvalget har andre gøremål, som er passet til efter, at møderne holdes klokken ni, og det må man selvfølgelig også have respekt for, siger regionsrådsformanden til TV 2 Nord.
Kristoffer Hjort Storm har tidligere sagt, at han ville blive ærgerlig, hvis ikke flytningen af mødetidspunkterne kunne lade sig gøre, men har ikke ønsket at kommentere udfaldet. mdbr@kl.dk