Forlig løser strid mellem Gentofte, staten og lejer: Nu kommer der ungdomsboliger ved Strandvejen
tekst Mads Brandsen
Fremover kan 20-30 unge studerende flytte ind i ungdomsboliger i noget mere fashionable omgivelser end mange andre.
Med et forlig er der nemlig sat punktum for en længere strid mellem Gentofte Kommune, staten og den nuværende lejer om anvendelsen af en række bygninger i Charlottenlund Slotshave. Det indebærer, at den største bygning, Bilharziosebygningen, fremover bliver omdannet til ungdomsboliger. Bygningen ejes i dag af Slots- og Kulturstyrelsen.
Det oplyser Indenrigs- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
– Regeringen har en klar ambition om at skabe mere blandede byer overalt i Danmark. Derfor har det længe stået på min ønskeliste, at der også etableres almene ungdomsboliger ved Strandvejen, og jeg er rigtig glad for, at vi sammen med Gentofte Kommune nu kan sikre, at vi kommer i gang, siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S).
Gentoftes borgmester Michael Fenger (K) glæder sig også over aftalen, der falder på et tørt sted i en kommune, der er næsten fuldt udbygget og dermed ikke rummer mange oplagte placeringer for nye boliger.
– Behovet er stort, og jeg glæder mig derfor over, at det via forhandlingens vej er lykkedes at komme i en positiv dialog med staten om anvendelsen af deres bygninger. Bilharziosebygningen er meget velegnet, og vi er godt tilfredse med at kunne se frem til 20-30 ekstra ungdomsboliger oven i cirka 150 øvrige almene ungdomsboliger, som vi planlægger at opføre andre steder i kommunen, siger han.
Den nuværende lejer af bygningen, virksomheden NPV, skal være fraflyttet senest 30. april, og senest ved udgangen af september 2022 sættes bygningen til salg til en almen boligorganisation. mdbr@kl.dk