Tidligere rådmand forlader direktørjob
tekst Martin Pederseb
Marc Perera Christensen, der er tidligere kulturrådmand, 2. viceborgmester og leder for Konservative i Aarhus, forlader sit job som direktør i Erhverv Aarhus efter gensidig aftale, og virksomheden skal derfor ud og finde ny leder i 2022. Det skriver Erhverv Aarhus i pressemeddelelse.
Marc Perera Christensen sad i Aarhus Byråd fra 2006 til slutningen af 2018, hvor han skiftede politikerkarrieren ud med en direktørstilling. Som daværende eneste medlem af konservative i byrådet, var han rådmand for kultur og borgerservice fra 2010 til 2013. Han var ligeledes hjernen bag ideen om Aarhus som kulturhovedstad i 2017.
Han sidder desuden i bestyrelsen ved blandt andre ARos Kunstmuseum, Aarhus Symfoniorkester, Aarhus Festuge og har en fortid som medlem i en række andre bestyrelser.
Den tidligere byrådspolitiker skriver i et opslag på LinkedIn, at den kommende tid står på fædreorlov og at finde ud af, hvad hans næste job skal være.
– Samtidig vil jeg stadig passe mine spændende bestyrelsesposter og er klar på at drikke masser af netværkskaffe. Jeg kommer til at række ud efter inspiration og ideer i mit netværk og glæder mig til det, skriver Marc Perera Christensen på LinkedIn. marp@kl.dk