Klage over borgmesters fødselsdag faldt til jorden
tekst Martin Pedersen
Ankestyrelsen gør ikke nogen tilsynssag ud af en klage, som byrådsmedlem i Sorø Bo Mouritzen (EL) sendte, da han mente at borgmester Gert Jørgensen (K) ville have holdt en reception i anledning af sin 60-års fødselsdag på kommunens regning. Borgmesteren betalte dog selv for det hele.
Det skriver Sjællandske.
– Vi har allerede fået det ud af det, som vi ville. Vi fik en god debat om, hvorvidt kommunen skal betale for en reception eller ej. Jeg mener stadig, at præmisserne ændrede sig undervejs, men det var under alle omstændigheder sundt at få en debat, siger Bo Mouritzen til avisen.
Avisen skriver også, at ifølge KL kan en rund fødselsdag godt ses som et anerkendelsesværdigt formål, og at der er præcedens for at kommuner holder borgmestres fødselsdag. Tilsynet har samtidig også sagt god for sådan en reception.
Selvom arrangementet lovligt kunne betales af for eksempel borgmesterens repræsentationskonto, valgte Gert Jørgensen alligevel med selv at betale de 23.000 kroner, som receptionen kostede.
Bo Mouritzen undrer sig dog stadig over, hvorfor kommunalbestyrelsen kunne stå som indbyder, når receptionen ikke var godkendt af politikerne. Han mener også, at i og med receptionen var offentlig og umiddelbart før kommunalvalget, må det anses som værende kommunal støtte til valgkampen og et forsøg på at skabe positiv stemning om borgmesteren. marp@kl.dk