Havn i Thisted får tidligere minister som formand
tekst Martin Pedersen
Tidligere Venstre-minister, næstformand og folketingsmedlem gennem 23 år, Kristian Jensen, bliver ny formand for Hanstholm Havn i Thisted. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Udover sin politiske karriere har Kristian Jensen også erfaring med organisationsarbejde og har været udsendt for regeringen med målet om at få en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Han er desuden bankuddannet.
Nu skal han stå i spidsen for en havn, der går har store ambitioner inden for bæredygtighed.
– Jeg deler visionen om, at Hanstholm Havn skal være den første CO2-neutrale fiskerihavn i Europa. Jeg har arbejdet med bæredygtighed i mit arbejde med FN’s verdensmål, og her kan jeg videreføre det arbejde på et håndgribeligt niveau. Derudover ser jeg et stort vækstpotentiale for både udvikling og arbejdspladser i en del af Danmark, der har brug for det. Det vil jeg gerne bidrage til, siger Kristian Jensen.
På borgmesterkontoret i Thisted er man begejstret for, at få den tidligere minister ind i havnens bestyrelse.
– Vi er i mål med udvidelsen af havnen, og vi har rigtig store ambitioner for udviklingen af den. Det kræver en stærk profil som formand, og det får vi i Kristian Jensen. Så jeg er både glad og stolt over, at det er lykkedes os at få ham med ved bestyrelsesbordet, siger borgmester Niels Jørgen Pedersen (V).
Kristian Jensen vil officielt blive valgt som formand for Hanstholm Havn ved kommunalbestyrelsens møde den 25. januar. marp@kl.dk