Hillerød vil have mulighed for at tilpasse åbningstider i dagtilbud lokalt
tekst Martin Pedersen
Mange isolerede og smittede medarbejdere presser flere daginstitutioner i Hillerød. Derfor vil kommunen nu sende et brev til Folketingets Epidemiudvalg, hvor de appellerer til, at det bliver muligt lokalt at dimensionere eller tilpasse åbningstider i dagtilbud. Det skriver Hillerød Kommune i en pressemeddelelse.
Kommunen ser gerne, at det bliver muligt for eksempel ikke at holde åbent i ydertimerne, hvis mange medarbejdere er syge.
– Dagtilbudsområdet mangler lokale håndtag til at tage hånd om de akutte situationer, der opstår, når mange medarbejdere fra samme dagtilbud er smittede eller i isolation. Vi har selv før som kommune kunne træffe beslutning om dimensionering af åbningstiden, som følge af COVID-19. Den mulighed forsvandt i efteråret og er ikke blevet genindført, siger borgmester Kirsten Jensen (S).
Folketingets Epidemiudvalg har besluttet, at man ikke selv må dimensionere lokalt, fordi dagtilbud løser en samfundskritisk opgave. Det er borgmesteren også enig i.
– Forældrene skal have mulighed for at få passet deres børn, så de kan passe deres arbejde. Vi vil kun bruge muligheden for at dimensionere, når alle andre muligheder er udtømte, men vi kan ikke vente på, at en statslig myndighed får øje på en af vores lokale institutioner og dimensionerer den. Lad os selv gøre det, når institutionen simpelthen ikke kan mere, siger Kirsten Jensen.
Det er på nuværende tidspunkt Styrelsen for Patientsikkerhed, der beslutter, om man må dimensionere. Hillerød Kommune pointerer dog, at man her regner smittespredning generelt og ikke ser på de enkelte institutioner. Det betyder ifølge kommunen, at det udgør en langt større andel for den enkelte institution, når et dagtilbud har smitte blandt medarbejdere, end når skoler har smitte, ligesom kommunen påpåeger, at det på det generelle smitteniveau ikke påvirker særlig meget, hvis de enkelte institutioner er hårdt ramt.
På et pressemøde om børnenes skolestart tirsdag sagde børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at ved ekstraordinære situationer er det allerede muligt for kommunerne at dimensionere, hvis de ikke kan åbne på grund af corona.
– Står man i en situation i kommunerne, hvor man ikke kan, så skal man ikke. Jeg ved godt, sprækken er lille, men den er der. Står man eksempelvis klokken syv om morgenen, og over halvdelen af personalet ringer ind, så er man som kommune ikke forpligtet til at levere, sagde børne- og undervisningsministeren. marp@kl.dk