
Foto: Musikhuset Aarhus
Forestillinger med Den Russiske Nationalballet aflyses
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Opførslen af Svanesøen med Den Russiske Ballet bliver ikke til noget i Aarhus mandag aften. Det står klart efter at forestillingen blev aflyst lørdag.
Fredag meddelte rådmand for kultur og borgerservice i Aarhus Rabih Azad-Ahmad (R), at kommuner og kulturen bør kunne støtte op om boykotten af Rusland.
– Det, vi er vidner til i Ukraine, er fuldstændig uhørt, uacceptabelt og uden fortilfælde. Det er helt afgørende, at vi bruger alle tilgængelige midler til at sendte et klart signal til Rusland. Kommunerne må ikke bedrive udenrigspolitik, men i den aktuelle situation skal regeringen og Folketinget udvide sanktionerne, så kommunerne også kan bakke op, sagde rådmanden i en pressemeddelelse.
Aarhus Kommune meddelte lørdag i en pressemeddelelse at forestillingen kunne aflyses efter opfordring fra kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
– Jeg kan ikke pålægge Musikhuset at aflyse forestillingen. Men det er klart min holdning, at den slags arrangementer ikke bør foregå i den nuværende situation. Lige præcis fordi det er nationalballetten, så mener jeg ikke, at det er noget, vi skal tillade på danske kulturinstitutioner. Jeg mener ikke, at nationalballetten fra Rusland bør optræde på dansk jord i en situation, hvor Rusland har angrebet et frit demokratisk land, siger kulturministeren til TV 2 Fyn.
Rådmand Rabih Azad-Ahmad, der er politisk chef for Musikhuset i Aarhus, finder det afgørende at kunne tage afstand fra Rusland, men at der stadig mangler generelle retningslinjer for, hvad kommunerne kan gøre.
– Vi har brug for klarhed. Vi har ikke kompetencerne til at undersøge og afgøre, hvor meget der skal til for at sanktionere. Det er derfor nødvendigt med klare linjer, så kulturen og den kunstneriske frihed ikke generelt kommer under pres, siger Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelelse.
Siden aflysningen i Aarhus er flere forestillinger med Den Russiske Nationalballet i andre kommuner blevet aflyst. Det gælder i Vejle, Herning, Odense, Esbjerg.