
Foto: Aalborg Kommune
Borgmester tilbage efter stresssygemelding
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Efter at være sygemeldt med stress siden den 20. januar vender Thomas Kastrup-Larsen (S) i dag tilbage på borgmesterkontoret i Aalborg. Det skriver borgmesterkontoret i en pressemeddelelse.
– Jeg kommer til at starte stille og roligt op, så der kommer til at gå lidt tid, før jeg 100 procent oppe i omdrejninger, men efter råd fra både min læge og psykolog kommer jeg til at starte op på denne måde, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Borgmesteren blev sygemeldt tilbage i januar efter at have mærket stærke symptomer på stress, hvorefter hans læge anbefalede en sygemelding.
– Siden har jeg fået professionel hjælp og har gradvist kunne mærke gnisten, glæden og energien vende tilbage. Jeg har lært meget om mig selv og livet, og føler mig nu så stærk, at jeg i samråd med min læge har besluttet at starte op igen, siger borgmesteren.
Siden Thomas Kastrup-Larsens sygemelding har 1. viceborgmester Helle Frederiksen (S) varetaget borgmesterens opgaver.
Borgmesteren takker dem, der har støttet ham under sygemeldingen.
– Jeg vil gerne rette en stor tak til alle dem, som har bakket mig op og sendt søde beskeder, blomster og venlige tanker. Det har været helt overvældende, og det har helt klart været med til at sende mig i den rigtige retning. Jeg er også dybt taknemmelig over al den støtte, jeg har fået fra min kæreste Kristine, som har været en uvurderlig støtte for mig. Jeg vil også rette en stor tak til Helle Frederiksen og alle mine andre politiske kollegaer, der har taget overfor mig, mens jeg har været sygemeldt. Det har de klaret flot. Nu glæder jeg mig til at komme tilbage til arbejdet for vores skønne kommune. Der er mange spændende ting, vi skal have taget fat på, siger Thomas Kastrup-Larsen.