
Jacob Bundsgaard (S). Pressefoto
Bundsgaard efter statsministerens tilbud til kommunerne: Vi har brug for klare rammer
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Der er frit valg på menuen, men til gengæld må kommunerne kun vælge én ting. Nogenlunde sådan lød tilbuddet til kommunerne fra statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview med Avisen Danmark forud for det møde, som skulle have fundet sted torsdag i Odense. Her skulle landets borgmestre mødes med fire af regeringens ministre for at diskutere frisættelse i kommunerne, men på grund af den russiske invasion af Ukraine blev mødet aflyst i 11. time.
Statsministerens tilbud, der lyder, at kommunerne hver især frit kan vælge ét område, hvor de kan blive sat fri af statslige regler, er dog ikke gået ubemærket hen. I et interview med Danske Kommuner forud for mødet gjorde KL-formand Jacob Bundsgaard og næstformand Martin Damm (V) det klart, at de tog et ønske om også at få beskæftigelsesområdet sat fri, og blandt andet det spørgsmål skal afklares, før kommunerne kan forholde sig til statsministerens tilbud.
– Det er godt, at der nu kommer en konkretisering af regeringens tanker om at sætte kommunerne fri. Men vi mangler stadig nogle klare rammer for, hvad der ligger i opgaven, og hvilke muligheder kommunerne har, siger Jacob Bundsgaard og fortsætter:
– Vi har derfor brug for hurtigt at få lavet en aftale med regeringen, så kommunerne kender setuppet for ordningen, inden de vælger, hvilket område de gerne vil sætte fri. For eksempel mangler vi jo at blive klogere på, om det kun er skole, dagtilbud og ældreområdet, man kan vælge, eller om eksempelvis også beskæftigelsesområdet, der i den grad har brug for en sanering fra statslige regler, også er på menuen.