Knap halvdelen af de ældste ældre får hjælp af både kommunen og sygehuset
tekst Gitte Johansen, gij@kl.dk
I 2020 fik 126.000 ældre over 80 år hjælp af både kommunen og var en tur forbi sygehuset, enten fordi de var indlagt eller var på et ambulant besøg. Det viser en ny analyse fra KL's nyhedsbrev Momentum.
De 126.000 svarer til 46 procent af alle ældre over 80 år. Og med det stigende antal ældre kan det i 2030 dreje sig om knap 200.000 ældre.
Tallene viser med al tydelighed, at der er behov for at tænke statsministerens bebudede gentænkning af ældrelovgivningen sammen med en kommende sundhedsreform, lyder det fra KL’s formand Jacob Bundsgaard (S).
– Man kan ikke se på ældreområdet uden også at se på sundhedsområdet. De to ting hænger uløseligt sammen, når vi ser på befolkningsudviklingen, og hvad det er for nogle opgaver, vi står med i kommunerne. Set fra vores perspektiv, kan man ikke adskille de her to ting, siger han til Momentum.

Analysen viser, at blot 15 procent af de ældre over 80 år var så friske, at de hverken fik hjælp af kommunen eller var i kontakt med sygehuset i løbet af 2020. Og på sygehusene mærker man ifølge formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), allerede presset fra et stigende antal ældre, som slås med en lang række sundhedsmæssige udfordringer.
– Vi ved, at antallet af kroniske sygdomme stiger med alderen, ligesom ældre typisk også har behov for behandling af for eksempel brud og infektioner. Det løser man ikke ved bare at sige: ”Nu er alt frit” og starte forfra med et helt tomt papir. De opgaver, der løses i kommunernes ældrepleje, er vigtige for både den enkelte og for sundhedsvæsenet. Det skal lovgivningen også kunne rumme, siger Stephanie Lose til Momentum.