
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Kendispar laver nyt vielsesritual til kommune
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Aarhus Kommunes vielsesritual bliver nu støvet af. Det kendte Aarhus-par, forfatteren og psykologen Renée Toft Simonsen og sangeren Thomas Helmig, har nemlig forfattet et nyt vielsesritual til Aarhus Kommune.
I ritualet er omdrejningspunktet det, som en vielse handler om: Kærlighed.
– Jeg er enormt glad for, at Aarhus får et nyt vielsesritual. Jeg har ofte fornøjelsen af at vie glade, forelskede mennesker, og så kan det godt virke lidt underligt at bruge nogle ord og vendinger, der ligger forkert i munden. Både Renée og Thomas personificerer Aarhus og har gennem årene skrevet og fortalt åbent om deres egen kærlighed. Derfor er jeg enormt taknemmelig over, at de har påtaget sig opgaven, siger rådmand for kultur og borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R) i en pressemeddelelse.
Det er aarhusianerne selv, der har peget på parret som forfattere. Både på Dokk1 og på kommunens hjemmeside kunne borgerne svare på spørgsmålet: Hvilken aarhusianer, synes du, skal skrive et nyt vielsesritual til byen? Navnene Helmig og Toft Simonsen dukkede op igen og igen, og derfor var det oplagt at spørge parret, om de i fællesskab ville skrive et nyt ritual.
– Vi var meget beærede over, at aarhusianerne pegede på os, og gik til opgaven med stor ydmyghed. Vi har aldrig før været “på arbejde” sammen. Det førte til mange, lange samtaler om, hvilke værdier vi, hver især, synes lægger til grund for et godt ægteskab, og det var faktisk både sjovt og lærerigt, fortæller Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig.
Idéen til et poetisk ritual har Aarhus fundet i Lyngby-Taarbæk, som fik den afdøde digter Benny Andersen til at skrive et vielsesritual. Den tekst oplevede Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig selv, da de sidste år deltog i et bryllup i Lyngby-Taarbæk.
Aarhusianerne kan blive viet med det nye vielsesritual allerede fra næste uge.
Det nye vielsesritual
”Kære Brudepar,
Først vil jeg byde jer og jeres gæster hjerteligt velkommen her i vielseslokalet på Aarhus Rådhus.
I har i dag valgt at indgå ægteskab.
Der ligger helt sikkert mange tanker og ikke mindst stor kærlighed til grund for det valg.
Det væsentlige er, at det ER et valg.
Kærligheden er et valg.
At elske et andet menneske og at blive elsket er en af de største gaver, livet byder på.
På samme tid er det at elske et stort stykke arbejde, for i hjertet findes alle årstider.
I dag er en glædens dag, en festdag, fordi det er dén dag, hvor I to lover hinanden at holde ud og holde fast.
Lover hinanden at elske og ære.
Lover hinanden at lytte og lindre – lover hinanden hinanden!
Med ønsket om, at I må vælge kærligheden igen og igen hver eneste dag, resten af jeres liv, vil jeg nu bede jer bekræfte, at I her giver hinanden jeres ja.
Og med de ord vil jeg nu gå over til det mere formelle vielsesritual.”