
Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix
Ikonisk rådhustæppe skal skiftes ud: Kommer til at koste millioner
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Når de 31 medlemmer i Aarhus mødes, kan de blot kigge ned på gulvet, hvis de vil orientere sig i kommunens geografi.
Sådan har det været siden det nuværende rådhus i Aarhus blev indviet i 1941, hvor det 250 kvadratmeter store tæppe blev lagt. Tæppet i byrådssalen er knyttet af over otte millioner garnender og er som resten af rådhuset tegnet af Arne Jacobsen og Erik Møller.
Nu bærer det så meget præg af tidens tand, at en udskiftning er på sin plads. Det er både slidt, plettet og falmet.
Det er dog ikke lige til at købe et nyt, når vi har at gøre med en fredet bygning. Det betyder nemlig, at alle ændringer skal godkendes af Slots- og Kulturstyrelsen – og her vil man formentlig både kræve, at et nyt tæppe skal håndvæves som det eksisterende, og at motivet bliver det præcis det samme.
Det bliver dyrt. Rigtig dyrt, vurderer forvaltningen ifølge Århus Stiftstidende. Syv millioner kroner kan prisen ende på for det omfattende stykke håndarbejde. Det ventes at tage to år og kan kun udføres af ganske få vævere herhjemme.
Kommunen vil helst ikke betale hele regningen selv og er derfor gået i gang med at søge fonde. Giveren af det nuværende tæppe, stormagasinet Magasin, siger til Århus Stiftstidende, at man ikke er interesseret i at bidrage.