
Illustration: Line Bisgaard
Nyt navn blandt kommunaldirektørerne og et skift fra dyrskue til Fredericia
tekst Anna Törnqvist Jensen
For et par uger siden besluttede økonomiudvalget i Middelfart, at samarbejdet med kommunaldirektør Willy Feddersen skulle ophøre. Man ønskede en anden profil til den fremadrettede ledelse af kommunen, og Willy Feddersen er nu fortid i Middelfart, for byrådet har godkendt en fratrædelsesaftale, som betyder, at kommunaldirektøren fratræder øjeblikkeligt. I stedet overtager kommunen teknik- og miljødirektør og er således udnævnt til konstitueret kommunaldirektør.
I et opslag på LinkedIn skriver Willy Feddersen, at hans tid som kommunaldirektør absolut blev kortere, end han havde forventet.
– Jeg har nydt hele perioden. Det har været en stor fornøjelse at have ansvaret for og være en del af en stærk organisation og arbejdsplads med en sund og robust kultur. Jeg har værdsat samarbejdet med kommunens dygtige ledere og ansatte. Handlekraft, ansvarlighed og høj faglighed er et stærkt varemærke. Altid med borgeren i centrum, skriver han og tilføjer:
– Et kapitel i den store bog er lukket. Nu glæder jeg mig til at skrive det næste kapitel, som kun kan blive spændende og lærerig. For mig selv og forhåbentlig for dem, som jeg får lov til og mulighed for at arbejde sammen med i fremtiden.
I Greve er der også kommunaldirektør-nyt, idet politikerne på et ekstraordinært møde har besluttet at sætte et endegyldigt punktum i sagen om den tidligere kommunaldirektør Claus Thykjær, som blev afskediget efter, han blev afsløret i at have brugt kommunens kreditkort.
I Nyborg må Sonja Jensen (S), der i november stillede op som borgmesterkandidat, skrue ned for sit politiske engagement for en tid. Hun har nemlig været indlagt med coronavirus og er endnu ikke rask. Det har ført til, at hun er sygemeldt fra sit politiske arbejde frem til 1. april.
Fra dyrskue til Fredericia. Sara Ekknud Windell tager springet, når hun skifter fra sit job som dyrskuechef i Odense til stillingen som turismechef i Fredericia. Det er helt nyt, at Fredericia har en turismechef, og det sker efter sidste års budgetforlig, hvor partierne bag gik sammen om at opprioritere turismen. Sara Ekknud Windell glæder sig til at tage hul på arbejdet i Fredericia.
Et exit betyder også udskiftning i DF-toppen. Martin Henriksen, der sidder i byrådet i Stevns, besluttede sig nemlig først for at trække sig fra partiets hovedbestyrelse. Det giver til gengæld plads til suppleanten René Danielsson (DF) fra Bornholm. Og han har allerede nogle idéer, han vil bringe op i partiet, siger han. Fredag meldte Martin Henriksen så ud, at han helt forlader Dansk Folkeparti. antj@kl.dk