
Foto: Colourbox
Bagmand får otte års fængsel for NemID-svindel på biblioteker
tekst Mads Brandsen
Det koster en 28-årig mand otte års fængsel, at han har stået i spidsen for omfattende svindel med Nem-ID mod i alt 174 ofre.
Det har en enig domsmandsret ved Retten i Aarhus afgjort torsdag formiddag, skriver DR og Ritzau.
Bagmanden er tidligere dømt for terrorvirksomhed og for at have fungeret som leder af en kriminel organisation, der tæller 10 øvrige gerningsmænd, der i fællesskab har installeret mindst 46 såkaldte keyloggere på computere på mere end 25 biblioteker over hele landet.
Otte øvrige gerningsmænd er ligeledes fundet skyldige. De er idømt mellem tre og seks års fængsel. Flere af de tiltalte erkendte sig delvist skyldige, men alle nægtede, at de har handlet som en del af en organisation.
En keylogger er et stykke software, der registrerer al input fra tastaturet. Det har givet gruppen mulighed for at aflure log-in-oplysninger såsom adgangskoder og Nem-ID fra ofrene. Dermed kunne de overføre penge, optage lån og bestille varer på nettet. Svindlen beløber sig samlet til 47 millioner kroner.
Det er rettens vurdering, at manden og de øvrige gerningsmænd dermed gjorde sig skyldige i databedrageri af særlig grov beskaffenhed. Derudover har de bidraget til at så tvivl om Nem-ID's sikkerhed.
Ifølge DR er det endnu uvist, om sagen bliver anket. mdbr@kl.dk