
Foto: Colourbox
Selv i fire typiske kvindefag er der større chance for at blive chef, hvis man er mand
tekst Mads Brandsen
Mænd, der arbejder som sygeplejerske, socialrådgiver, pædagog eller folkeskolelærer har langt større sandsynlighed for at blive leder end deres kvindelige kolleger – selv om der er langt flere kvinder i de fag end mænd. Uligheden er tilmed blevet større de sidste 20 år, viser et nyt studie fra Københavns Universitet, der netop er udkommet i Tidsskrift for Arbejdsliv.
Forskerne har indsamlet data fra Danmarks Statistik om de personer, der fuldførte en af de fire uddannelser i 1980, 1990, 2000 og 2010 – og har fulgt deres karriereforløb 10 år frem.
Tallene viser eksempelvis, at mandlige folkeskolelærere har over seks gange så stor sandsynlighed for at blive ledere end deres kvindelige kolleger inden for de første fem år af deres karriere. Inden for sygeplejefaget har kvinderne dog efter fem år lige så gode odds som mændene.
Dagtilbudschefer: Udsatte børn får ikke tilstrækkelig hjælp
Kommunale dagtilbudschefer og PPR-chefer oplever, at der bliver flere udsatte børn – og samtidig mener de ikke, at børnene i dagtilbud får den hjælp, de har brug for.
Det viser en undersøgelse, som Danmarks Evalueringsinstitut har foretaget blandt 80 kommuner. Her peger samtlige dagtilbudschefer på, at der er børn i deres kommune, der i en eller anden grad ikke hjælpes nok.
77 procent af dagtilbudscheferne vurderer, at kommunens tilbud til udsatte børn kun i nogen grad er tilstrækkelige, mens 9 procent oplever, at tilbuddene i mindre grad er tilstrækkelige.
Der er flere ledige, end tallene umiddelbart viser
Det tyder på, at de gode tider på arbejdsmarkedet får flere grupper, der tidligere har befundet sig helt uden for arbejdsmarkedet, til at prøve lykken på arbejdsmarkedet. Det betyder, at arbejdskraftreserven er betydeligt højere end bruttoledigheden antyder.
Det skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en ny analyse.
Mens bruttoledigheden i december 2021 var på 70.900 fuldtidspersoner, ser billedet nemlig noget anderledes ud, hvis man medregner alle, der søger efter et arbejde og kan begynde inden for kort tid. Dem er der 156.000 af ifølge arbejdskraftundersøgelsen fra Danmarks Statistik. Det er blandt andet en stor del af unge, der ikke indgår i den registrerede bruttoledighed.