Nyt center skal ved hjælp af markedskræfter finde løsninger på store samfundsudfordringer
tekst Gitte Johansen
Klimakrisen, miljøproblemer og mangel på personale på velfærdsområderne. Det er nogle af de store samfundsudfordringer, som både den offentlige og private sektor står overfor i de kommende år.
Et nyt nationalt Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) etableret af staten, KL og Danske Regioner skal hjælpe med at finde konkrete svar på udfordringerne – og udbrede de bedste løsninger.
– Samarbejdet mellem det offentlige og private er en helt central byggesten i det danske samfund. Derfor er det vigtigt, at vi underbygger og udvikler samarbejdet, sådan at vi sikrer innovative løsninger til det offentlige. I Danmark har vi rigtig mange virksomheder, som er helt fremme på morgendagens løsninger, og de kompetencer skal vi udnytte til offentlige løsninger, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).
CO-PI skal fokusere på tre afgrænsede indsatsområder: Teknologi til understøttelse af velfærd; klima, grøn omstilling og miljøforbedrende tiltag samt bæredygtigt byggeri.
Inspiration fra Norge
Centeret vil introducere en ny, konkret metode til at få markedet til at udvikle innovative løsninger med inspiration fra Norge. Hensigten er, at det offentlige øger skala og innovationshøjde, så den offentlige sektors indkøbsmuskel i samspil med markedet kan hjælpe med at finde nye løsninger på tidens store udfordringer.
– Vi tror, der er et stort løsningspotentiale i at gå sammen på tværs af både kommuner, og måske hele den offentlige sektor, og bede markedet om at hjælpe med nye konkrete løsninger, for eksempel ved at aftale fælles standarder og øget brug af teknologi, siger Martin Damm (V), næstformand i KL.
Nødvendigt sporskifte
CO-PI’s direktør Pia Gjellerup glæder sig til at sætte gang i et nødvendigt sporskifte i samarbejdet mellem det offentlige og private sektor.
– Vi står som samfund over for presserende udfordringer, som kræver nye og radikale innovative løsninger. Vi skal som nyt center medvirke til at forløse det enorme innovationspotentiale, der findes i samarbejdet mellem den offentlige og den private sektor – og sikre, at det får større flyvehøjde, siger Pia Gjellerup. gij@kl.dk
OM CO-PI
- Regeringen, KL og Danske Regioner blev i økonomiaftalerne for 2022 enige om at skabe Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI). CO-PI er en udbygning af det tidligere Center for Offentlig Innovation.
- Der er udpeget tre indsatsområder: Teknologi til understøttelse af velfærd; klima, grøn omstilling og miljøforbedrende tiltag samt bæredygtigt byggeri.
- CO-PI’s bevilling er 19,9 millioner kroner årligt. Heraf 4,1 millioner kroner fra kommunerne og 2,0 millioner kroner fra regionerne.