
Emil Blücher (LA), borgmester i Solrød, kritiserer regeringen for at pålægge kommunerne mere bureaukrati. Foto: Solrød Kommune
LA-borgmester kritiserer regeringen: Varmepakke er et bureaukratisk monster
tekst Martin Pedersen
– Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det ikke bare er Folketinget, der ikke har styr på deres energipriser.
Sådan lyder det fra LA-borgmester i Solrød Emil Blücher om udfordringen med stigende energipriser i Danmark, der især rammer pengepungen i de cirka 500.000 husstande, der enten får varme fra et naturgasfyr eller bor i fjernvarmeområder med et højt gasforbrug. De kan risikere en stigning i varmeregningen på mere end 1.000 kroner om måneden.
Regeringen kommer derfor med en varmepakke, der skal afbøde økonomisk vanskeligt stillede borgere, som blev præsenteret i en pressemeddelelse i slutningen af 2021.
– Vi står i en ekstraordinær situation, hvor især prisen på gas til opvarmning er steget så meget, at det nogle steder kan give en meget stor regning. Det er ikke alle, der har økonomien til sådan en uforudset udgift, og derfor er regeringen klar med en varmepakke, der kan hjælpe med at afbøde slaget fra nogle af prisstigningerne, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse om varmepakken.
For høje afgifter
Men Emil Blücher er ikke imponeret over varmepakken. Først og fremmest mener han, at for høje afgifter har skabt udfordringen, og hvis man lod dem falde, ville man ikke lade borgere stå i den situation, de nu står i.
– Det er kommunerne, der står som sorteper og ender med et problem, mens regeringen skovler afgiftspenge ind. Kommunerne står med udgifterne i forhold til sagsbehandling og administration, siger han.
Varmepakken kan ifølge borgmesteren kritiseres på en række punkter.
– Det er et problem på mange leder og kanter. Bureaukratiet, ressourcetrækket og den manglende sikkerhed for, at vi får dækket pengene ind, siger Emil Blücher.
Bureaukratisering på bureaukratisering
Med den nye varmepakke lyder det fra borgmesteren i Solrød, at de kan se frem til en bunke ekstra opgaver i kommunen. For at kunne søge varmepulje-pengene er der en række krav, kommunerne skal leve op til, blandt andet i forhold til regnskab og revisorpåtegning.
– Når borgeren har været inde og søge fra puljen, skal vi administrere det, vi skal lave en konkret vurdering af borgerens økonomi, vi skal give borgeren pengene uden at vide, om vi har dækning for det, og så skal det revideres separat, som der også er krav til, siger Emil Blücher.
Udover den konkrete plan fra regeringen oplever han generelt en stigende bureaukratisering i en tid, hvor der ønskes og tales om det modsatte.
– Vi har den ene statsminister efter den anden, der snakker om afbureaukratisering. Varmepakken er én ting, men det taler ind i en generel tendens med mere bureaukrati, og hvis man aldrig siger fra, tror jeg, der kommer mere, siger LA-borgmesteren.
Emil Blücher har valgt at sende et brev til KL’s bestyrelse med en række konkrete spørgsmål til håndteringen af ordningen. Kommunerne skal ifølge ham stå sammen om kritikken af regeringens varmepakke.
– Det er et problem, kommunerne har, og derfor synes jeg, kommunerne bør rejse det over for regeringen. Hvis andre kommuner også kan se, at det her er et bureaukratisk monster, står det stærkere, hvis vi rejser det under ét flag, siger Emil Blücher. marp@kl.dk
Om regeringens varmepakke
- Kommuner kan søge puljen på 100 mio. kroner for at få dækket direkte merudgifter til f.eks. personligt tillæg til pensionister og enkeltydelser til kontanthjælpsmodtagere.
- Regeringen har lavet en aftale med Dansk Fjernvarme om udglatning af varmeregningerne. Regeringen og Dansk Fjernvarme opfordrer fjernvarmeselskaberne til at udglatte kundernes regninger, så prisstigningerne ikke kommer på én gang, men bliver fordelt over året. Derudover vil Energistyrelsen og Forsyningstilsynet oprette en hotline og rådgive fjernvarmeselskaber om reglerne for, hvordan værkerne konkret udglatter regningerne.
- SparEnergi.dk er opdateret, så borgerne har én samlet indgang til information om energipriserne