
Illustration: Line Bisgaard
Fra borgmester til direktør: Her er ugens navnenyt
tekst Anna Törnqvist Jensen
Der er nyt job til Fredericia Kommunes opsagte økonomichef- og personalechef, og eks-borgmester i Slagelse, John Dyrby Paulsen (S), har også sikret sig en ny tjans, efter han måtte give borgmesterkæden videre efter valget.
John Dyrby Paulsen er nemlig blevet ny direktør i Dansk e-Mobilitet, og han kalder det selv en drømmestilling, ligesom han fremhæver, at han kan tage sin erfaring som kommunalpolitiker med i den nye stilling. Læs mere om John Dyrby Paulsen direktørpost her.
I Billund Kommune er Tommy Abildgaard blevet ansat som ny økonomichef. Tommy Abildgaard blev i kølvandet på advokatundersøgelsen af forhold om den tidligere borgmester i Fredericia Jacob Bjerregaard (S) og en intern undersøgelse i kommunen opsagt som økonomi- og personalechef i Fredericia Kommune, men nu vender han altså tilbage til den kommunale verden, efter at have været økonomichef i Færdselsstyrelsen.
I Dragør får kommunen en ny direktør i Pia Holm Nielsen, som skal være direktør for teknik, plan og erhverv, sundhed, pleje og rehabilitering i en af landets mindste kommuner. Hun har op mod 20 års erfaring som chef og direktør.
Det er også en erfaren kvinde, som fremover skal stå i spidsen for teknik og havne i Læsø Kommune. Susanne Pagh, som bliver ny forvaltningschef, har nemlig mange års erfaring fra forsyningsverdenen.
I Rebild Kommune bliver Birgitte Kring Frederiksen ny chef for center for natur og miljø, og hun fremhæver, at det nordjyske er landskendt for sin smukke natur, ligesom kommunen er godt i gang med den grønne omstilling. Det arbejde vil Birgitte Kring Frederiksen styrke, siger hun.
Noget tættere på hovedstaden, i Gladsaxe, har kommunen fået ny erhvervschef. Det er Karen Brosbøl Wulf, som allerede er startet i stillingen, og som allerede har erfaring fra Gladsaxe.
Karina Nørby rykker også tættere på hovedstaden, når hun skifter job og flytter fra Bornholm til Glostrup Kommune. Savnet til fastlandet blev for stort. Hun siger farvel til et job som chef for center for sundhed og forebyggelse i Bornholms Regionskommune til fordel for en stilling som centerchef for sundhed og velfærd i Glostrup.
Helt så langt skal Mads Andreasen ikke flytte. Han er blevet ny socialchef i Syddjurs og kommer fra en stilling som centerleder for børnehandicap og autisme i Randers Kommune. Mads Andreasen har flere andre lederstillinger på cv’et.
I Halsnæs vender Sune Impgaard Schou hjem. Her bliver han nemlig ny direktør for by og miljø, ejendomme, kultur, arbejdsmarked, borger og erhverv. Han kommer fra Egedal Kommune, men har også tidligere været områdechef i Halsnæs Kommune.
Endelig har Silkeborg Kommune fået ny chef for sundhed og omsorg. Det er Malene Herbsleb, som tiltræder den 1. marts, og hun glæder sig til at blive en del af fællesskabet i Silkeborg Kommune, siger hun. antj@kl.dk