
Tv Ishøjs logo. Foto: Ishøj Kommune
TV-Ishøj forsvinder fra fjernsynet
tekst Martin Pedersen
Hvis borgerne i Ishøj klikker over på TV-Ishøj på deres fjernsyn, vil de blive mødt af en sort skærm.
I en pressemeddelelse fra kommunen lyder det, at kanalens antennesignal blev lukket ved årsskiftet, og den udskældte tv-kanal er dermed væk fra flow-tv.
Kanalen har været under heftig kritik og blev beskyldt for at være et talerør for daværende borgmester Ole Bjørstorp fra Ishøjlisten. Han havde i løbet af et år medvirket på kanalen 53 gange, hvor tre andre politikere til sammen havde medvirket syv gange.
Et flertal i byrådet besluttede i efteråret at skære en halv million af kanalens årlige budget. Det betød, at TV-Ishøj gik fra to til én medarbejder, og at det nu går fra at være flow-tv til at være et onlinemedie.
Det nye byråd skal nu tænke i, hvordan kommunens kommunikation i levende billeder fremover skal foregå.
– Vi skal stadig kommunikere i levende billeder til vores borgere via hjemmeside og sociale medier, fordi det gør en moderne kommune. Omlægningen er en kærkommen lejlighed til at gentænke det hele, og det er vi nu i gang med, siger borgmester Merete Amdisen (S) i pressemeddelelsen. marp@kl.dk