
Undersøgelse: Daginstitutionerne bliver presset af mange diagnoser
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Ifølge en ny analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) vil 20 procent af alle børn, på et tidspunkt i løbet af deres barndom være i en udsat position. Tendensen er flere børn helt nede i daginstitutionsalderen bliver diagnosticeret, og at kommunerne generelt modtager flere underretninger om udsatte børn.
EVA har lavet en undersøgelses blandt dagtilbudschefer fra 80 kommuner om kommunernes arbejde med at understøtte udsatte børn og om de udfordringer, dagtilbudscheferne oplever i den forbindelse. Og det er ikke opløftende læsning. Samtlige dagtilbudschefer vurderer, at der er børn i deres kommune, der i en eller anden grad ikke får den hjælp, de har brug for.
77 procent af dagtilbudscheferne vurderer, at kommunens tilbud til udsatte børn kun ”i nogen grad” er tilstrækkelige. 9 procent oplever, at tilbuddene ”i mindre grad” er tilstrækkelige. Desuden vurderer en tredjedel af dagtilbudscheferne, at der ”i høj grad” er brug for at udvikle den måde, kommunen arbejder med at hjælpe børn i udsatte positioner.
Der skal tænkes udvikling
Merete Villsen, formand for Børne- og Kulturchefernes dagtilbudsnetværk, der til daglig er dagtilbudschef i Ikast-Brande Kommune, genkender billedet i EVA-undersøgelsen.
– Billedet kender jeg, og det er også det, jeg hører fra mine kollegaer. Vi har flere børn, der får diagnoser tidligere. Vi er blevet skarpere til at opdage problemerne tidligt. Så kan man diskutere om det er godt eller skidt. Men vi er på et stadie nu, hvor vi skal udvikle tilbud, der matcher udfordringen, siger Merete Villsen.
Hun mener, daginstitutionerne er bagud i forhold til, hvordan man arbejder med inklusion.
– Specialtilbud er ikke vejen frem. De skal ikke ekskluderes så tidligt.
– Inklusion har været en stor dagsorden i folkeskolen i flere år. Der er vi lidt bagefter på daginstitutionsområdet. Det er vi nødt til at gøre opmærksom på. Som sagt komme undersøgelsens resultater ikke bag på mig. Det handler om udvikling af pædagogernes kompetencer. Det bedste er at være en del af tilbud i nærområdet. Der er ikke noget, der tyder på at det er en fordel, at samle syv børn i specialtilbud et sted, siger Merete Villesen, og peger på, at forskning viser, at børn der placeres i specialtilbud klarer sig dårligt senere i livet.
Inklusion har været en stor dagsorden i folkeskolen i flere år. Der er vi lidt bagefter på daginstitutionsområdet. Det er vi nødt til at gøre opmærksom på. Som sagt komme undersøgelsens resultater ikke bag på mig. Det handler om udvikling af pædagogernes kompetencer. Det bedste er at være en del af tilbud i nærområdet.
– Samtidig er vi presset på ressourcer i daginstitutionerne. Men det handler ikke bare om flere hænder, det er de rigtige hænder, der er brug for. Der er et stort vidensbehov, og vi skal udvikle kompetencerne blandt pædagogerne. Vi har taget fat på den diskussion, men vi skal videre med den sammen med BUPL, EVA og ministeriet, mener Merete Villsen.
Hun henviser blandt andet til, at man er i gang med en ny pædagoguddannelse, men en praksisnær efteruddannelse af personalet, ser hun også som vigtig.
– Der er også rigtig mange spændende tiltag i gang rundt om i kommunerne. Der er mange forskellige ting i gang. Det håber jeg også, at EVA vil kigge på, siger Merete Villsen.
Det kræver national opmærksomhed
Kommunernes udfordringer med at understøtte børn i udsatte positioner i dagtilbud bunder i flere forhold, og EVA’s undersøgelse peger blandt andet på lovgivning, der kan opleves som modstridende, problemer med at rekruttere tilstrækkeligt veluddannet personale og mangel på de nødvendige pædagogiske og specialpædagogiske kompetencer blandt det pædagogiske personale.
Direktør for Danmarks Evalueringsinstitut, Christina Barfoed-Høj, peger på, at der er i høj grad er tale om strukturelle udfordringer, som ikke kun kan løses i den enkelte kommune, men som også kalder på løsninger og opmærksomhed på nationalt niveau.
– Det er for eksempel vigtigt, at vi i forbindelse med den kommende revision af pædagoguddannelsen og i efter- og videreuddannelsesindsatser har fokus på både grundlæggende pædagogiske og specialpædagogiske kompetencer. Det er også centralt at have et nationalt fokus på rekrutteringen af uddannet personale til dagtilbuddene, hvis vi skal sikre, at de børn, der har allermest brug for en stimulerende hverdag i et godt børnefællesskab, også får det, understreger Christina Barfoed-Høj.
KL’s nyhedsbrev Momentum lavede tilbage i august 2021 en undersøgelse blandt dagtilbudschefer, der viste udviklingen på området.
Her vurderede mere end 8 ud af 10 af dagtilbudscheferne, at flere børn har brug for en særlig indsats i dag end for bare 5 år siden. Samtidig vurderes kompleksiteten i indsatserne at være blevet større, ligesom flere har brug for særlige dagtilbud.