
Foto: Colourbox
Ny fond skal sikre os mod fremtidens uvejr
tekst Martin Pedersen
Diger der kan beskytte byer mod stigende vandstand og stormfloder. Indretning af byer, så regnvandet bliver ledt væk og sikring af bygninger mod stigende grundvand.
Der er rundt i landet brug for at klimatilpasse kommunerne. Men projekter, der skal gøre netop dette, går ofte i hårknude. Derfor går KL, Dansk Industri og DANVA nu sammen om nye forslag, der kommer forud for regeringens klimatilpasningsplan, der forventes at blive præsenterer i foråret.
– Alt for ofte strander projekterne, fordi det er uklart, hvordan regningen skal fordeles, der er uklare regler, eller der mangler pengene til at løse opgaven. Der er brug for nye løsninger, så vi kommer i gang med arbejdet. Vi mærker konsekvenserne af klimaforandringerne lige nu, og hvis ikke vi investerer i at forebygge skader, bliver vi mødt med enorme udgifter senere, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i Dansk Industri, i en pressemeddelelse udsendt af de tre interesseorganisationer.
800 millioner i ny fond
De foreslår etableringen af en national klimatilpasningsfond, der skal tilføres 800 millioner kroner årligt. Den skal bidrage ved store projekter, der er ønsket af samfundet, hvor lodsejere ikke selv har mulighed for at betale for at sikre sig mod klimaet.
De foreslår desuden mere ensartede lånemuligheder, samt at klimatilpasningsprojekter skal være undtaget fra det kommunale anlægsloft.
– Besværlige regler og manglende midler betyder, at det går for langsomt med at klimasikre Danmark mod voldsomme skybrud, storme og stigende grundvand. Det sætter borgere og kommuner under pres og vil få endnu flere konsekvenser i fremtiden. Situationen kalder på akut handling, for den manglende finansiering og de nuværende regler gør, at der ganske enkelt ikke bliver lavet de nødvendige foranstaltninger, siger Birgit S. Hansen, formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg.
Vandselskabernes forbrugere betaler i dag for klimatilpasningen i byerne, og den nationale fond skal kunne bidrage til den finansiering.
– Vi skal sikre, at der bliver klare regler for klimatilpasningsindsatsen i vores byer, så forsyningerne kan løfte opgaven på samfundets vegne. Samtidig skal vandselskaberne have bedre muligheder for at investere i klimatilpasningsprojekter. De nuværende regler i vandsektorloven skaber underfinansiering i forbindelse med klimatilpasningsprojekter på grund af de effektiviseringskrav, man stiller til dem i dag, siger sekretariatschef i DANVA, Helle Katrine Andersen.
Et væsentligt ønske fra organisationerne er også en styrkelse af det tværkommunale samarbejde. Klimaet tilpasser sig ikke kommunegrænser, og derfor skal kommunerne forpligte sig til at samarbejde og lave fælles planer for klimatilpasningen. De ønsker dog ikke et ekstra administrativt lag. marp@kl.dk