
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Stram finanslov: 600 millioner nye kroner til velfærd
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Tiden er usikker, fastslår regeringen i sit forslag til en finanslov for næste år, der har overskriften ”Stram og ansvarlig”.
Forslaget prioriterer med regeringens egne ord ”de mest nødvendige pligtopgaver i form af at sikre kernedriften i den offentlige sektor” samtidig med, at det ikke skubber til aktiviteten i den danske økonomi.
Teksten indeholder en række allerede indgåede politiske aftaler, herunder økonomiaftalen med KL. Når det kommer til nye penge til velfærd i kommunerne, lægger regeringen op til at bruge beskedne 600 millioner kroner.
Det er den reserve, der er sat af til forhandlinger mellem regeringen og partierne bag finansloven. For to år siden var den på 2,1 milliarder kroner.
”Regeringen foreslår, at midlerne prioriteres til tiltag målrettet sundhedsområdet, herunder psykiatrien, samt ældre”, fremgår det af udspillet.
Reserven stiger til 1 milliard kroner om året fra 2024. Det er af hensyn til den økonomiske situation, skriver regeringen.
Udover de 600 millioner kroner årligt har regeringen afsat en reserve på 0,9 milliard kroner fordelt på årene 2023-2026, som skal bruges på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Regeringen foreslår pengene brugt på blandt andet socialt udsatte, støtte til pårørende til psykisk syge og patienter med sjældne sygdomme.