
Rådhuset måtte evakueres under branden. Arkivfoto: Benedikte Kiær
62-årig får et års fængsel for brandstiftelse på Helsingør Rådhus
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Det koster en 62-årig mand et års fængsel, at han den 2. maj gik ind på Helsingør Rådhus med en taske fyldt med brandbare væsker, som han antændte i rådhusets foyer.
Det afgjorde Retten i Helsingør mandag. Seks måneder af straffen er gjort betinget og skal derfor kun afsones, hvis manden begår ny kriminalitet. Det oplyser anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.
Takket være en rådhusbetjent, der handlede særdeles hurtigt, kom ingen til skade ved branden, ligesom bygningen heller ikke tog skade. Betjenten bar tasken udenfor og fik slukket ilden med en skumslukker. Ildspåsættelsen skete under et byrådsmøde, og hele byrådet måtte derfor evakueres. Tre politikere og en medarbejder måtte undersøges for røgforgiftning. Dagen efter meldte manden sig selv.
I et grundlovsforhør har den 62-årige mand tidligere sagt, at han har fortrudt sin handling og begrundet den med utilfredshed med kommunen i forbindelse med boligsøgning.
Foruden brandstiftelse var manden også tiltalt for at have skubbet en kvinde omkuld og for at spytte en politibetjent i ansigtet.