
Foto: Colourbox
Aftale: Kommuner skal anvise 2.000 hjemløse til bolig
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Det skal være muligt for flere hjemløse at finde et sted at bo, der er til at betale. Det mener regeringen, SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, der sidste år indgik en aftale om en fond for blandede byer. Den er nu udmøntet i en aftale mellem regeringen og KL, der indebærer, at kommunerne skal anvise 2.000 hjemløse til boliger, som staten stiller til rådighed.
Regeringen har afsat cirka 1 milliard kroner til i alt 4.050 særligt billige almene familieboliger, som kommunerne får en særlig adgang til at anvise blandt andet hjemløse til.
Det er et betydeligt fremskridt for hjemløse, mener indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S).
– Regeringen og kommunerne tager et fælles ansvar for at anvise 2.000 mennesker i hjemløshed til en bolig. Det sker samtidig med, at der tilføres midler til godt 4.000 boliger med en lav husleje, som kommunerne kan anvise til. Samlet set skaber vi nu rammerne for, at nogle af samfundets allermest sårbare og udsatte sikres et permanent tag over hovedet frem for midlertidige ophold på herberger og opholdssteder. Det kan vi godt være stolte af, siger han.
Samtidig med aftalen omlægges refusionssystemet for herberger. Tilbage i 2019 kortlagde forskningscentret Vive antallet af hjemløse til 6.500.