
Foto: Colourbox
Robot hjælper medarbejdere i Horsens
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
12-15 timers arbejde om måneden. Så meget sparer hver enkelt medarbejder i Horsens Kommunes ydelsesafdeling, efter kommunens it-afdeling har udviklet en robot, der går under navnet ”Mr. Rob”. Robotten, der er lavet i tæt samarbejdet med kommunens jobcenter, håndterer i dag de ”glatte” sager, der vedrører udbetaling af fleksløntilskud til arbejdsgiver.
– Medarbejderne er så glade for løsningen, og det er rigtig fedt, at vi nu har tid til at dykke meget mere ned i det faglige og blive dygtigere i det hele taget. Det har givet medarbejderne mere tid til både at drøfte sager med hinanden, vidensdele, og at de kan begynde at komme på kurser, siger Pernille Sandkvist Therkelsen, der er afdelingsleder i ydelse og reception i Jobcenter Horsens.
